Paavirkning fra hans danske Forgængere. 193 Noget, som paa en dybt aandsbeslægtet Maade traf sammen med den antike Kunst, særlig med dens første store Kulminationsperiode, Fidias’s og Polyklets. I Aarhundredets allerførste Aar begyndte det at gaa op for de mest fremragende og heldigst stillede Kunstnere, ogsaa Louis David og Canova, hvad man havde i Parthenons Skulpturer: der gik en græsk Luftning hen over Kunsten. Thorvaldsen, som dengang først stod ved Begyndelsen af sin store Virksomhed, fik saaledes strax en Anvisning til den rette Bane, skjønt det endnu har varet nogle Aar, inden han — gjennem Gipsafstøbninger — gjorde nærmere Bekjendtskab med den parthenoniske Figurstil. Men der kunde alligevel aldrig blive Tale om Mere end om et væsenligt Berøringspunkt. Uagtet han fra først til sidst anerkjendte den antike Figurstil som sin Hoved-Autoritet, vil man ikke kunne paavise noget historisk Udviklingsstade i denne, paa hvilken Thorvaldsens Kunst — endog den kristelige Del af den fraregnet — skulde have kongrueret med den. Han var hverken Fidias eller Praxiteles, hvilken sidste man hyppigst har nævnt i Forbindelse med hans Navn. Han førte for det Første noget Uantikt med sig hjemmefra, og dette turde vel være det Væsenligste i Differensen mellem ham . og Antiken — for saa vidt som det overhovedet kan føres tilbage til en Skole-Tradition. Man fremhæver gjerne Abildgaards Indflydelse paa ham, og det kan være, at den ytrer sig i hans Opfattelse af Figurens Proportioner, der i hans tidligere Periode yare mere langstrakte — maaske fordi Abildgaard var en meget lang Mand —, medens de senere bleve noget kortere og bredere i Overensstemmelse med Thorvaldsens egen Legemsbygning. I andre Henseender synes man snarere at burde paaskjønne, at Thorvaldsens stolte Sundhed selv i Ungdomsaarene saa ganske kunde skyde Alt, hvad der var kunstigt og forskruet hos Abildgaard, af sig. Hans egenlige Lærer i Kunsten ved Akademiet i Kjøbenhavn var jo ellers Wiedewelt, der var en sundere, skjønt langt mindre energisk og betydelig Natur end Abildgaard. Af ham har han faaet ren og klar Anvisning paa Antiken, men vistnok i noget almindelig og theoretisk Form og uden fast Erkjendelse. Det bør herved ingenlunde lades ude af Betragtning, at Wiedewelts hele praktiske Skole i Skulpturen var fransk, og at hans Bekjendtskab med Winckelmann og det mere direkte Studium af Antiken i Rom næsten ikke rokkede den franske 13