194 Thorvaldsen. indflydelse paa ham. Hele Akademiets praktiske Methode var overhovedet endnu overvejende fransk, hvor meget end Professorerne forresten svore til Antikens Fane. Kun ved en Miskjendelse af, hvad kunsthistorisk Udvikling vil sige, kan man tilskrive Theorier og Doktriner en Betydning, som kan veje op mod den praktiske Tradition. Thorvaldsen var en Sønnesøn af den franske Kunst, skjønt han aldrig personlig har kjendt denne sin Bedstefader. Det franske Element, som der her bliver Tale om, tilhører ikke den egenlige Rococo-Stil fra første Halvdel af Ludvig den femtendes Tid („la France galante“, som Goncourt træffende siger) — den var allerede før Wiedewelt gaaet af Mode —, men dels den i Frankrig begyndende Ny-Klassicisme, dels den ældre, forholdsvis rene Klassicisme fra Ludvig den fjortendes Tid („la France fastueuse“). Naar man med Wiedewelts Stil i levende Erindring gjennemgaar Museer og Monumenter i Paris, vil man finde det ene Vidnesbyrd efter det andet om, hvor meget Ludvig den fjortendes Kunstnere, le Gros, Girardon o. s. v. have tiltalt ham, medens han studerede i Paris. Dette bekræftes ogsaa af store og omhyggelige Tegninger af franske Monumenter, som have været i Wiedewelts Eje og nu findes paa Kunstakademiet. Deriblandt finder man Afbildning af François Anguier’s smukke Monument over Hertugerne af Longueville, der endog er udført i Ludvig den fjortendes tidligere Periode. Dette har for mig stadfæstet det Indtryk, jeg har faaet i Louvre, hvor Monumentet nu findes, af at det har tjent til kunstnerisk Forbillede for vor „Frihedsstøtte“ paa Vesterbro, det betydeligste plastiske Monument, som udførtes i Kjøbenhavn i Thorvaldsens Ungdomstid, i de nærmeste Aar efter 1790. Saa meget havde den franske Tradition fra Ludvig den fjortendes Tid endnu dengang at sige i Danmark. I franske akademiske Relieffer fra Aarene 1660—80 finder man en lige saa ren, klassisk, antikiserende Reliefstil som i Wiedewelts, ja næsten som i Thorvaldsens fra hans tidligere Periode i „Rom, hvilket ikke vil sige, at de ellers ere lige saa gode. Den Maade, hvorpaa Thorvaldsen anlægger sine Figurer i Relieffet, f. Ex. paa de fire berømte Medailloner paa Kristiansborg (1808), svarer ved den stærke, bløde Udrunding af de forreste Partier, i Modsætning til de stærkt tilbagetrædende bageste, mere til hine ældre moderne Forbilleder end til nogen Nuance af selve det antike Re-