196 Thorvaldsen. Girardons Apollo (Versailles). vare jo gaaede i Arv til Thorvaldsen fra en kongelig Enevælde, der i lang Tid havde dannet sig efter fransk Mønster. Men overhovedet bestaar de Thorvaldsenske Figurers væsenligste Forskjel fra de antike deri, at de ere lidt mattere, mere tamme og almindelige, mindre karakterfulde i Holdningen. Antikens Form og Omrids er mere bestemt kantet, Thorvaldsens blødere afrundet. I denne Forskjel, der tidt kan være meget fin, ligger i Virkeligheden Betydningen af Aartusinders Afstand fra den græske Kunst, af rent forandrede Forhold for Plastiken. Saa ypperlige, saa sammenhængende Thorvaldsens Figurer end ere i Henseende til det arkitektoniske Anlæg af deres Masser og Dele, have de dog gjennemgaaende en vis Blødhed — Dovenskab kunde man sige — i den organiske Bygning, især af Partiet om FHofter og Lænder. Man føler det, naar de sidde; man føler det, naar de gaa, i denne bløde, langstrakte Bevægelse, som især de tidligere Relieffer (ogsaa Alexandertoget) frembyde saa mange Exempler paa, hvor det forreste Knæ er stærkt bøjet, og den bageste Fod trækkes langt bagefter (maaske en Reminiscens efter Abildgaard). Man føler det maaske allermest, naar de staa.