Antikens Indflydelse paa ham. 201 den som Følge af hans nøjere Kjendskab til Parthenons Skulpturer, hvis Indflydelse kun bestemtere kan spores nu og da i Løbet af hele hans senere Liv — og langt tydeligere i Behandlingen af Heste end i Behandlingen af Mennesker. Om den Betydning, som hans Restaurationsarbejder paa de æginetiske Gavlgrupper, fra 1814 til 1817, skal have havt paa hans egen Kunst, er der ført megen uklar og vildledende Tale. Man kommer vistnok Sandheden nærmest ved at sige, at det Studium, som Restaurationen medførte, af selve de kæmpende Helte og Pallas Athenes Skikkelse indeni Gavlene, ikke har afsat sig noget som helst væsenligt eller tydeligt Spor i hans egen Plastik. At- hans Kunst omtrent fra 1814 af og i de følgende 10 Aar stod i sin aller fejreste Renhed og Skjønhed, kan ikke med Rette føres tilbage til dette Studium, eftersom den vedblev at gaa i en ganske anden Retning end den, hvori den æginetiske Skulptur har sin særegne Fortræffelighed. Heller ikke ligner hans Gavlgruppe af Johannes’s Prædiken de æginetiske Grupper som Komposition betragtet, end sige i de enkelte Figurers Stil. Men Kjendskabet til et enkelt bestemt Fænomen blandt de ægineliske Figurer førte ham ind paa noget Nyt, der fik saa meget større Betydning, som det netop angik det mest Centrale i hans Opfattelse af Figuren, nemlig Følelsen for dens Ligevægt. Hans skjønne Statue af „Haabet“ fra 1817 er som bekjendt en Omarbejdelse af de smaa kvindelige Akroterie-Figurer paa Ægina-Templets Gavle. I Henseende til Behandlingen af Overfladen og Formen i det Enkelte — saavel i det nøgne som i Klædebonnet — rettede Thorvaldsen sig aldeles ikke efter de æginetiske Figurers arkaiske Stil, men modellerede som han plejede; og man kan ikke nægte, at Formen i hans Figur er lidt blød og sløv og bevæger sig lidt i det Omtrentlige i Sammenligning med den ubeskrivelig fine og nøje Bestemthed i det gammel-doriske Marmor. Til Gjengjæld blev under hans Behandling Legemets Væxt og Forhold langt skjønnere og mere virkelig kvindelige. Hvad der derimod vakte hans fulde Opmærksomhed i det gamle Forbillede, og hvad han virkelig optog fra det, var Figurens endnu uopløste Symmetri og den derved umiddelbart for Øjet fremtrædende Ligevægt — altsaa