Den arkaiske Statueforms Betydning for ham, 203 dertil hørte en saadan Urfjelds-Naivetet som hans; men det er alligevel ejendommeligt for alle moderne Kunstnere — og derfra kan ej engang han danne en Undtagelse —, at de lægge en vis subjektiv og ethisk Mening ind i det, hvis Ejendommelighed netop bestaar i, at det ej er udviklet til at udtrykke nogen Mening. Saaledes har han givet det gamle Motiv en ny Psyche. Medens der i hans gamle Forbilleder ikke er udtrykt nogen Bevægelse, har Thorvaldsen benyttet den fuldkomment rette Holdning til at give Indtrykket af en festlig, uforstyrret Gang, som om vi i en Aabenbaring skuede en Skikkelse fra en anden Verden, der ligesom kommende fra Dybet af en uendelig Fjernhed skrider os stille i Møde med den løfterige Blomsterknop i Haanden, uden Øje eller Øre for Noget til højre eller til venstre. Det, som han her havde faaet Øje for, vedblev at bevæge hans Tanker. Hans gode Ven Kestner fremhæver — hvad jo ogsaa Thorvaldsens egne Samlinger vidne om —, at han havde en blandi hin Tids Kunstnere ganske ualmindelig Interesse for ægyptiske Kunstsager. Engang bragte Thorvaldsen selv i en Samtale det Problem paa Bane, hvad Grunden var til, at den stive Stilling, som er ejendommelig for de ægyptiske Gudebilleder, ikke virker stødende paa os, naar vi først ere blevne fortrolige med deres kunstneriske Væsen. „Og han hørte gjerne“, tilføjer Kestner, „at jeg ogsaa havde udfundet Grunden („den heiligen Grund“ — som han med lidt mysteriøs Vigtighed siger) til denne stive Stilling. Disse Figurers Linjer ere nemlig arkitektoniske, og Ægypternes Retning var saa fremherskende arkitektonisk, at de ikke kunde forestille sig nogen Gudefigur undtagen i Forbindelse med et Tempel.“ Denne Bemærkning er vistnok paa Vej til det Rigtige; og dog beror Fænomenet hverken paa noget Religiøst eller nøget Ægyptisk, eftersom Stivheden overhovedet er karakteristisk for den primitive Statueform, lige saa vel paa Sydhavsøerne eller i Grækenland som i Ægypten, lige saa vel i Menneskefigurer som i Gudefigurer. Men vistnok har Thorvaldsen, ligesom Kestner, betragtet den under Synspunktet af en Apotheose. Der er heri et Træk af en vis plastisk Mystik, som indenfor det antike Omraade svarer til Romantikernes Begejstring for de primitive middelalderlige Kunstformer. Dog gjentog Thorvaldsen aldrig senere det Forsøg, som han havde gjort i Haabets Figur. Men det blev et vigtigt Element i