914 ; Thorvaldsen. den gjennemførte Model og derefter til det færdige Marmorværk, vil man i det Hele taget finde rigest Tilfredsstillelse ved de Udviklingstrin, som ligge nærmest ved Kilden, ved hans egen Subjektivitet. Der er de Kunstnere, som først ret kunne vurderes, hvor deres Værker fremtræde i den yderste Gjennemførelse; med Thorvaldsen er det snarere omvendt; ham vurderer man’ maaske allerbedst i hans Udkast. Derfor har ogsaa denne Samling af Tegninger saa stor Betydning. Uagtet det Altsammen er blevet næsten uvilkaarlig til og ikke er gjort for Andre, er det helt igjennem Kunst, ægte Kunst, Frembringelser af en skabende Aand. Naar vi have gjennemgaaet hans plastiske Værker og en Gang imellem fundet dem noget kolde, komme vi her i fortrolig Samtale med Kunstneren selv, finde ham i Skabelsens Øjeblik og lære af ham mangen Gang at se de oprinđdeligste og væsenligsté Træk i hans Arbejder, medens alt det Materielle ved Kunsten falder bort. Det er en Fryd at fornemme den Varme og Friskhed, at se den Følelse og Intelligens, som besjæler disse let hensatte Streger, i hvilke paa en Maade intet Enkelt er tegnet, og som blot give os Helheder, Ideens Spire eller Kjærne. Men herover maa vi paa den anden Side ikke glemme, at det er Mesterens. færdige Værker, hans plastiske Arbejder, i hvilke hans Kunsts Karakter og dens Betydning for Verden fortrinsvis skal studeres. Hans Plastik er hans kunstneriske Handlinger, som betegner den Virkning, han udøvede paa Samtid og Eftertid. I Modsætning dertil indeholde Tegningerne den Vrimmel af Ideer, som er fløjet gjennem hans store og rummelige Hoved, ogsaa uden at bygge Rede deri. Hans Plastik er hans Virkelighed, haris Tegninger give os mere et Overblik over hans Muligheder. Hvis vi alene studerede hans Kunstnerkarakter gjennem Tegningerne, vilde den fremtræde for os med langt løsere, ubestemtere Omrids, ikke med den Konsekvens, den Klarhed over, hvad han vilde og ikke vilde, som er saa ejendommelig for hans Plastik med al dens Rigdom og Mangfoldighed. Naar man gjennemgaar Tegningerne i den kronologiske Orden, som Thiele ved Anordningen med Rette har fulgt (for saa vidt som den lod sig gjennemføre), føler man saa tydelig — hvad der jo ogsaa stemmer med Menneskelivets sjælelige Grundlove —, hvorledes i Ungdomstiden Mulighederne have et langt, langt større Omfang end Virkeligheden, og hvorledes de under et langt Livs Forløb snævre sig mere ind og