Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jsraeliternes Udgang fra Ægypten.
særde de syndbetyngede Døde med evige
Qvaler. «
· Men i det Øieblik Offringen skulde
foregaae, da Pharao -satte sin Fod paa
Hoialterets Trin, og da Rogelsen allerede
var i hans Haand for at kastes i Ilden,
stode de to Hebræere for hans Aasyn. J
hiint Øieblik følte jeg mig betagen af
Skræk. Alt omkring mig var indhyllet i
Tusmørke, var mystisk og srygteligt. Selv
de livlose Figurer, som i tusindviis vare
udhugne paa Klippestykkerne, kunde have
værethok til at lamme Hjertet. Men
ved Synet af disse to gamle Mænd, der
saaledes stode ubevægelige i Kongens Vei,
folte jeg en overnaturlig Bevidsthed om,
at en eller anden uudtalelig Rædsel fore-
stod. I den samme Tone og Holdning,
med hvilken de havde trodset Kongen paa
Nilens Bredder, forlangte de nu idens
Tempel Hebraeernes Frigivelse. ·
Men de vare nu langt fra den hellige
Flod, som de havde havt Magt til at
besmitte; de stode nu midt i det prægtige
Tempel, som for dem maatte være et
Fængselz de vare omringede af Spyd og
Oxer, hvorfra der ikke kunde være Tanke
om Undvigelse. Pharao, som i sit Indre
jublede ved Overbeviisningen om, at hans
Fjender nu dumdristigt havde kastet sig i
hans Vold, aabenbarede ved Udtrykket is
sit Ansigt al den hovmodige Hevngjer-
righed, som var indgroet i hans Natur.
»J forlange Frihed for Eders Med-Sla-
ver,« sagde han, »udbed den først for
Eder selvl« De hebraiske Anforere stode
tause og ubevægelige. »Vel, Frihed skulle
J faae. Førend denne Fod flyttet sig
fra den Plet, hvor jeg nu sætter den,
skulle J begge være frie; frie som Flam-
men paa Alteret hist; frie som Asken af
de Brodesulde, der adspredes i Luften;
frie som Vindstodene, der henveire den —
et Advarselstegn sor alle Forrædere og
Oprorere evindeligen !« «
235
Medens han talte, styrtede to Hobe
af Præster frem, den ene for at Zforoge
Ilden paa Hoialteret, den anden for at
gribe Forbryderne og kaste dem i Luerne.
Jeg gyste ved denne skrækkelige Dom, og.
kastede min Kappe over Hovedet, for at
undgaae Synet af deres Dodskamp. Der
var et Øiebliks Dodsstille. Jeg løftede
min Kappe —- Alt var Morkez den blus-
sende Jld paa Alteret var doet hen til en
svag Lue; men ved den uddoende Lysning
kunde jeg endnu see de to Hebræere, der
stode ligesom Dodens Skygger med deres
blege og alvorlige Ansigtet vendte mod
Kongen, paa hvem de fæstede deres gjen-
nemborende Blikke. Tilsidst saae jeglden
skjæbnesvangre Stav loftes op og bevæges
over Alteret. Himmel! hvilket grueligt
Syn paafulgte! Fra Gløderne paa Al-
teret saae jeg en Jldsoile pludselig hæve
sig, som ud af en Vulkans Indre. Vrede
Stromme af flammende Ild, der blendede
Øiet, skjød op lige til Templets Taghvæl-
vinger, og viste enhver truende Figur, et-
hvert strækindjagende Billede, ethvert my-
stisk Tankesprog, som var anbragt paa hine
kjæmpemæssige Mures uendelige Forzirin-
ger, saa tydeligt, som om Middagssolens
Straaler havde belyst dem, og endda for-
ogedes Flammen fra Alterrt, indtil Alt
stod i lyse Luer. Fontainer og Vandfald
as Flammer af enhver pragtfuld Farve,
fra Svovlblaat til Blodrodt slyngedes,
væltedes og hvirvledes rundt Væggene,
omflettede enhver Soile, og snoede sig
ligesom Myriader af uhyre Slanger langs
enhver Linie og Cirkel af den store Byg-
ning. Alt omkring os, Alt over os var
et Jldhav. Vore Øine blendedes af Il-
dens Glands, vore Oren bedovedes as
dens Knittren og Susen, Rundt om Al-
terets Fod opsteg en tyk og dræbende Reg.
Den opsteg fra en Hob Aske —- Pak-
sterne, som havde staaet indenfor den hel-
lige Kreds, vare faldne som Offre ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
