Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Artssjælen og den individuelle sjæl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
selv — som Uexküll og flere andre forskere betoner
— betragtes som en planbestemt organisme, som i
individerne har sine enkeltorganer. Der tales i denne
forbindelse mere og mere om overindividuelle
organismer av lignende beskaffenhet som myrenes og
biernes samfundsorganismer. Det overindividuelle
fællesskap, som forbinder alle artsindivider, trær
stadig tydeligere frem for forskningen som en aandelig
realitet, og man kan ikke bare si om de enkelte
individer, men ogsaa om selve arten, at den gjennem
enkeltindividerne som sine organer kjæmper for sin
tilværelse. Artssjælen opererer aapenbart med en
fast grundstok av gener for de stadig tilbakevendende
arvelige fællesegenskaper, hvortil der saa slutter sig
et stort antal av g-ner, som motsier hinanden eller
ialfald ikke kan forenes, og som derfor fordeles paa
forskjellige livstyper og individer. Hvad der er
umulig for den enkelte livstype eller det enkelte
individ — nemlig at være baade stor og liten, hurtig
og langsom etc. — det blir derved mulig for arten
som helhet omfattende talrike enkeltorganismer.1)
Man kan finde et begrep som „artssjælen"
mystisk. Men det er kun, fordi man i alt aandelig ser
noget mystisk og derfor overalt, hvor det er mulig,
vil sætte det ut av betragtning. Artssjæl er maaske
en bedre betegnelse end „skapelsesidé", men rummer
samme mening og har sin udødelige filosofiske
underbygning i Platons og Aristoteles’s lære om idé og
form („enteleki"). Zoologerne K. C. Schneider og
Driesch støtter sig derfor i ikke ringe grad til disse
filosofer, den første særlig til Platon og den sidste
til Aristoteles. Ifølge Platon ligger der jo til grund
for tingenes former guddommelige ideer, urtyper eller
forbilleder, som har en aandelig foruttilværelse før
de enkelte legemers opstaaen. Men mens disse ideer
for Platon fortrinsvis var transcendente, -d. v. s.
hævet over materien med dens stadige opstaaen og
1) Uexküll: Theoretische Biologie p. 173 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
