- Project Runeberg -  Skolemesterens optegnelser /
92

(1890) [MARC] Author: Peter Rosegger Translator: Ingeborg von der Lippe Konow
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

92

Og havde jeg først set det vindu funkle, saa.
vilde jeg gjerne vende om og flyve tilbage til
himmelen igjen. —

Mon det er sandt, at man kan se havet herfra?
— Mine øjne ser ikke klart. Og ude i syd, i
synskredsen, glider jord og himmel sammen. Ivunde dur
mit blik, blot én gang naa det uendelige hav!

Da solen endelig var kommet saa langt, at der
faldt en blaa skygge henover mit stenede hvilested,
rejste jeg mig og gik op paa den højeste spids.
Og derfra lod jeg blikket vandre rundt over
alpernes tindekrone.

Saa gik jeg ned igjen den samme vej, jeg var
kommen, — over bræerne, over sprækkerne, langs
den skarpe ryg, — til jeg endelig stod paa de bløde
fjeldbejter igjen. Da laa de skogklædte aaser atter
for mig; fra dalene steg skumringen op. Den gjorde
mig godt; det flimrede og glimtede endnu for mine
anstrængte øjne. Jeg holdt haanden over dem i
nogle øjeblikke. Og da jeg atter var istand til at
se op, lyste den synkende sols guld paa fjeldene
rundt om.

Da jeg kom til Miesenbachsætren, hvor jeg
havde siddet og hvilt en stund om morgenen,
bevirkede det skjælmske tilfælde en begivenhed.

Idet jeg passerer hytten, gaar jeg netop og
tænker paa, hvor venligt og hjemligt et beboet
menneskehjem hilser vandreren, mens et tomt,
forladt hus er spøgelse-agtigt, næsten som en
højt-ragende ligkiste. Da hører jeg pludselig en stønnen
fra hytten.

Skjønt jeg var træt, kjendtes mine ben ligevel
saa lette som fjær, slig lyst havde jeg til at løbe
min vej. Men jeg tvang mig, saa mig om og
lyttede. Inde under det fremspringende tag hører
jeg nogen puste og stønne, og med et kommer der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:16:13 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skolmester/0094.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free