- Project Runeberg -  Skolemesterens optegnelser /
143

(1890) [MARC] Author: Peter Rosegger Translator: Ingeborg von der Lippe Konow
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

143

mig op paa ryggen her i skogskyggen. — Dette
var ikke efter forstmesterens sind, og dermed var
det forbi med skydningen min. — Saa drev jeg en
stund omkring i verden, prøvde og tog fat baade
paa dit og dat; altslags herrer fik jeg prøve, nogle
jog mig med skam, andre lod mig godsligt løbe. —
Og slig gik det, til jeg blev en gammel krok, da
gik jeg tilbage til min skog; her er fred og ro, her
vil jeg altid bo. Og træffer jeg folk med hjærtelag
— helst paa en eller anden højtidsdag — saa tar
jeg paa med glæde en vise dem at kvæde. Jeg
synger til bryllup og barnedaab, og faar jeg saa en
bid mad, om den er simpel, saa er jeg glad. Og
jeg har det haab, at holder jeg mig rask og sund,
og ikke tungen blir lam i min mund, saa skal jeg
ikke lide nød. Og kommer omsider mester Død,
saa følger jeg ham i samme time, og det er det
bedste, jeg kan rime. Og hører jeg sang og
basuners klang, saa stiger jeg op af gravens svøb, og
hermed slutter Rime-Rüppels levnetsløb."

Jeg kunde kalde manden den vilde harpe eller
skogsangeren eller ligne ham med spurven i
evangeliet ; han saar ikke og høster ikke og tigger ikke,
og dog ernærer de brave folk i Winkelskogene ham,
mens sangerne ude i de store byer sulter.

Efter mange timers gang kom vi endelig op i
fjelddalen. Da vi gik langs den sønderrevne fjeldvæg
henimod korset, som ragede op mellem
klippestykkerne, sa min følgesvend med et, „han vilde mene,
der smat en mand bagom hine stene". Men jeg
saa ingen uden os to.

Foran korset stod vi stille. Der rækker det
sig op fra sit vilde fodstykke, som det har staat
paa i aarevis, saa længe folk kan huske tilbage.
Storm og uvejr har faret henover det og har løsnet
barken fra træet; men korset har de ikke formaat

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:16:13 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skolmester/0145.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free