Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tiuren - IX. Efter Tiuren om Vinteren med Riflen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
i den korte Dag for at finde den sparsomme Næ
ring; men selv denne oftest tause, undertiden
svagt pistrende Travelhed bidrager kun til at for
øge den nordiske Vinters barske Præg. Enkelte
af disse Arter ere Sangere ; — men hvilken Mod
sætning mellem deres melankolske Melodier og
Sommerens tusindstemmige Jubel !
Vinteren er kommen. Sommerens klare Indsø,
hvis Bølger i den sagte Morgenbris smaasnakkende
legede om de udover Våndet hældende Graners
Fødder, har indhyllet sig i høitidelig Stivhed; et
hvert Vidnesbyrd om dens rolige Blidhed og ven
lige Ynde er forsvundet, og forundrede skue Gra
nerne forgjæves ned i den efter sit eget Billed.
De studse lidt og svare ved ogsaa at tåge sin
koldeste Mine paa, idet de hylle sig ind i sin sne
hvide Kaabe. Engang imellem kommer der dog
ligesom en Længsel over dem; de ryste Kaaben
af sig og søge den gamle Forstaaelse, sagtelig
bøiende sine Grene ned imod sin gamle Ven.
Men den svindende Vintersol laaner kun Søens
stivnede Flade et koldt Smil — det bliver ikke
godt igjen, før til Vaaren, siger den. De store
Asper ovenfor Granerne, der for nogle Uger siden,
ret som det faldt dem ind, raslende med sine
store Blade gav sit Besyv med i Underholdningen
have kun et og andet vissent Løv igjen paa de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
