24 har iverksat. At de i meget kan forandres, forbedres, udvide s derom er ingen tvivl; det var og bestandig min hensigt, ifald de havde fundet bifald, at udgive dem samlede med forbedringer, når jeg kom tilbage. At de ikke behager etatsråd Rothe, er intet under; hvad der skal behage ham, må være gjort af ham selv. Jeg ønsker kun, og derom forsikrer både dit sidste og dine forrige breve mig, at mine breve må finde nogle få oplyste læseres bifald, og at de, inden de trykkes, absolut ingen fil må passere uden den kloge vens, og at jeg kan overbevise en del af publikum, at en professor med 400 Rbdl. i gage ikke reiser for blot at more sig. Nei, min bedste ven, jeg reiser med tre unge (jeg vilde ønske at være enten lidt yngre eller lidt ældre) adelsmænd; fortæl alle dem, som misunder mig min lykke dette, bed dem nøie at eftertænke, hvad glæde det er at reise med 3 Mennesker, med 3 unge Mennesker og med 3 unge Mennesker, som er adelsmænd, — at var jeg ikke professor i historie og statistik og var igjennemtrængt af den absolute mødvendighed af at samle kundskaber pä en sådan reise til mit embedes bedre førelse, så måtte F— roet ud paa dette hav; men nu er den halve tid gäet, og jeg häber, den anden halve tid går vel og. Der samles erfarenhed og kundskaber, og disse er for herlige ting til, at de ikke skulle kjøbes med nogen modgang. Når vi engang sees, som Gud véd, jeg ofte nok længes efter, så skal vi tale nærmere herom. Det bliver indtil videre ganske imellem os; så meget vil jeg blot sige dig, at den lille holstenske adelsmand og jeg har i tvende måneder ikke talt et ord til hinanden; høster jeg intet guld af denne reise, så høster jeg idetmindste uvenner, og dette er dobbelt tungt på en reise, hvor man finder bestandig nye mennesker, skaffer sig bekjendtere, men aldrig venner i ordets egentligste og fine forstand. Jeg må imidlertid igjentage, hvad jeg før har sagt dig, at von der Lühe og Flindt er gode mennesker. Det er meer end en måned siden, jeg skrev Malling og arveprinsen til. Jeg slog tydelig i brevet til Prinsen på, at jeg ønskede og savnede penge, fordi jeg levede her i Paris på min egen bekostning, dog var det ingen formelig ansøgning: i