Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Skygger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
ses midt paa deres Bane og synke hen som ramte
af en Forbaudelse. Vi see dem, vi gaae forbi dem
paa Gaderne. »Uslinger« kalde vi dem og skynde
os ligegyldigt videre og betænke ikke, at de engang
vare unge, fulde as Forhaabninger, indtil . . .
Man siger, at det var deres egen Skyld, at de
vare svage, at de lode sig forlede o. s. v.; men,
Hedvig, Menneskenaturerne ere saa sælsomt for-
skjellige, og der findes Individer, som synes skabte
til at sorulykkesi . . . Hvor ulige ere ikke vi tre
Brodrel Der er Augustin, en Sjæl næsten uden
Skygge, lysende af Tro og Kjærlighed. Der er
Bror, en lystig og derhos en massiv, kjernefuld
Charakteer, som vor Herre maa have skabt engang,
han var i godt Humeur . . . som arbeider liig en
Hest paa sit Contoir, med sine Regneboger . . .
og i næste Øieblik dandser sin Galopade, saa Sveden
hagler af ham og Haartotterne stritte i Veiret!
Hvorledes kunne slige Mennesker undgaae at blive
lykkelige? Og der er nu jeg, med min evige Uro-
min evige Attraa efter noget Stort og Fuldkom-
ment, og med min indre Afmagt. Jeg er som
Bølgen, der svulmer op sor at kysse Himlen, men
uafbrudt kastes tilbage i Afgrunden. O, Hedvig,
jeg har dromt en skjøn Drøm; —- det var en gyl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
