Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Skygger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
den Morgenrøde, da jeg gik frem til Livet og
troede Alt godt og haabede Alt; men . . . nu er
jeg vaagnet og den er forsvunden! Jeg har ærligt
spurgt mig selv, hvorledes jeg skal bære det tunge,
farvel-se, glædeløse Liv, der venter mig herefterz
hvorledes jeg skal bære mig ad for ikke at blive
en Byrde for Andre som for mig selv. Og jeg
finder intet Svar derpaa . . .«
»Lad Tiden tale, Svar, Tiden eller — Gud!
Han vil lære os det. Han kan vende Ondt til
Godt, og maaskee . . . ja, jeg ahner det stundom
. . . at denne Ulykke kan blive din Lykke en-
gang!«
»Hvot urimeligtl« — sagde Jvar med Heftig-
hed — »Neil den bedste Lykke, der nu kunde falde
i min Lod, vilde være en brat Død.« .
Ofte lod Hedvig Jvar tale og spaae sin egen
Undergang, uden at svare et Ord til Trostz hun
græd kun stille over ham, og denne Kjærlighedsdug
afkjolede Feberen i hans Sjæl; og Hedvigs Tro
om ham og hans Fremtid blev ham dog et lille
Lyspunkt i den mørke Nat.
Naar Jnsektet gjennemgaaet sine Forvandlinger,
seer man det ofte kæmpe og lide meget . . . og
det hænder sig ogsaa, at det forgaaer under For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
