Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vaardage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
inderlige Forhold havde opvarmet hendes Sjæl; —
hun tænkte paa Augustin, og Tanken paa ham var
baade styrkende og mildz hun ahnede, hvorledes
Hengivenhed og Beundring for denne Broderkunde
gjøre hendes Liv rigt; — og til sit Bryst trykkede
hun Mindet om en anden Ven, der vel var langt
borte, men dog hende saa nær! —- Hedvig følte
sig lykkelig over at elske og beundre. Og naar
hun tænkte paa sine »Smertensbørn« —- saaledes
kaldte hun Gerda og Jvar —- bleve Tankerne dog
forhaabningsfulde og rosenfarvede. Og nu, netop
denne Aften . .. hun havde saamange gode Ord at
sige Jvarz hun længtes saa stærkt efter at see ham
komme; hun undredes over hans lange Nølen og
gik frem og tilbage i Værelset, til og fra Vinduet,
speidende i det uvisse Maaneskin og følgende med
sit Blik enhver mandlig kappeklædt Skikkelse, der
nærmede sig Huset, hvori hun boede.
Klokken var allerede ni,· og endnu ingen Jvar!
Endelig hørte man Porten aabne sig. ,,Det er
ham-« — tænkte Hedvig glad og skyndte sig ud
imod ham. Men det var ikke Ivar, det var Gerda
Hedvig saae for sig, men Gerda saa bleg, saa stiv,
med et saa bittert Udtryk as Lidelse i sit Ansigt, at
Hedvig blev angest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
