Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vaardage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Nat. Vinden tudede og hvinede gjennem Luften,
og Sneen pidskede de Vandrende i Ansigtet Det
var koldt og mørkt Men iSosterens Hjerte brændte
et Lys, som hverken Vind eller Sneefog kunde
slukke. Det var et Haab, en af de forunderlige
Ahnelser, som stundom gribe elskende, dybtfolende
Naturen og som tilhviskede hende, at hun vilde finde
Broderen i denne Skov. Dette Haab bevægede
hende til at opsøge den Plet, hvor hun engang
havde siddet med Jvar, og hvor han følte Livet
lettere, efterat han havde seet og talt med Laplæn-
derne« Men Hedvig var ikke vis paa at kunne
finde den igjen, sog Vandringen i Skoven gjennem
Snee og Vandpole var uendelig besværlig i den
mørke, stormfulde Nat. Den, der veed, hvor far-
lige Stockholms Gader og Environs have været i
de sidste Aar for eenlige Fodgængere, og hvorledes
mangen En for ikke længe-siden der har fundet en
blodig Grav, vil lade Hedvigs Mod ved denne Lei-
lighed vederfares Ret. Men Tanken paa Jvar be-
skjeftigede hende saa udelukkende, at hun ikke tænkte
paa nogen Fare for sig selv.
Medens hun vandrede saaledes, understøttet af
og lænende sig til den trofaste Tjenerinde, raabte
hun flere Gange Jvars Navn. Een Gang forekom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
