Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Vaardage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
faaet at vide, hvad der var soregaaet, og hun kom
nu til ham, fuld af Uro, af Haab, af Smerte og
Glæde, fuld af Følelser og Tanker, fuld as Liv.
Hun gik hen til ·Broderens Seng, lagde sig
paa Knæ ved hans Hovedgjcerde og kyssede ham.
Han slyngede sin Arm om hendes Hals, trykkede
sit Ansigt tæt ind til hende, og en lydelig, heftig
Hulken forkyndte de Øvrige, at Smertens haarde
Baand havde givet «efter, og at den paa Sjael og
Legeme syge Broder snart vilde føle Lindring.
Efter dette Udbrud syntes Jvar at aande friere«
,,Gerda! og J, alle mine Sødskende!" sagde
han svagt — ,,J ere for gode mod mig . .. jeg
fortjener det ikke! Jeg vilde være taknemmelig . . .
give Eder Haab om mig gjøre Eder Glæde, men
—jeg kan ikke . . . Verden .—— Livet er dog lukket
for mig !"
»O nei! siig ikke det, min Jvar!" — udbrød
Gerda, som endnu stedse laa paa Knæ ved hans
. Seng, med hans Haand mellem begge sine —
,,Siig ikke det! Verden er stor . . . og Livet er og-
saa stort og herligt . . . men, Jvar, vi maae be-
gynde at leve paany. Du og jeg have Begge
været bundne og ulykkeligez«nu er Timen kommen-
da vi maae befrie os og begynde en ny Livsbane.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
