Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Taksigelsens Fest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M.
men det —··-troer jeg ikke, troer ikke, at hun tænkte
synderlig paa sig selv i denne Stund; men jeg
veed, at hun følte noget Stort og Guddommeligt
i sit Indre, idet hun nu rakte-Sigurd sin Haand
og sagde frimodigt og ømt —-
«Nei, Sigurd, jeg er ikke laenger raed for Digt
Det blive da, som Du vill«
Og hun tog hans Haand ——— ,,den, der var
som død og som hun havde gjort levende« —- og
sluttede den trofast i sin. Og skjønne stode Mand
og Qvinde der, ikke blege mere, Øie i Øie, Haand
i Haand, som hinandens Lige, som Ægtefaeller
under Himlens Lys.
Og saaledes gik de til deres Brødre og Søstre.
De Ældre as Selskabet havde imidlertid inden
Huse opsøgt dem en Atmosphære, der var mindre
farlig-, med Hensyn til Snue og Forkjølelse, end
den derude i det romantiske Maaneskin. De sad
nu der, General Herkules med, og smaagabede og
kedede sig saa smaat. Thi Livsaanderne havde be-
gyndt at lægge sig. Det var derfor et ganske kjær-
komment, oplivende Syn, da der i Døren viste sig
en phantastisk klædt Figur i en blaa Kaabe, med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
