Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den sidste Vasas Afsættelse - Kongens Stædighed; Samtaler med Wachtmeister og Liljecrantz - Stemningen i Stokholm; Adlercreutz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
sig. Gud kan staa os bi i det Øieblik, hvor Menneskers
Øjne ingen Udvej ser. I alt Fald, jeg vil ikke paadrage
mig evig Fordømmelse.» — «Eders Majestæt«, svarede den
Gamle med Taarer i Øjnene, «Riget er sin Undergang nær;
man hører allerede dump Knurren; fra Misfornøjelse til
Fortvivlelse er der kun et Skridt; Eders Majestæt faar ikke
tøve længer med at sammenkalde Stænderne og slutte Fred,
eller, dersom religiøse Skrupler forbyde Eders Majestæt
dette, da faar Eders Majestæt nedlægge Kronen. « Disse
sidste Ord voldte hos Gustav et pludseligt Oprør; han saa
deri en Trusel mod sin Throne og Liv; med skjælvende
Læber og gnistrende Øjne slog han voldsomt paa sit Kaarde
fæste. «Veed I, hvad det kan koste «, raabte han, «at vove
at tale til mig som I har gjort? Veed I, at Eders Hoved i
dette Øjeblik sidder paa min Sværdsod?« — «Eders Maje
stæt!» svarede den Gamle med mandig Ro, «det fattedes
kun, at Eders Majestæt skulde tåge Livet af en aattiaarig
Gubbe, en gammel Tjener, som har vovet, at sige Eder
Sandhed! Jeg har for kort Vej til Graven til at frygte
Døden, og en Martyrs Død kunde være en Hæder for mig;
men jeg ærer Eders Forfædre for dybt til ikke at holde
Eders Majestæt tilbage fra en saadan Gjerning. « Gustav
afbrød ham med de Ord: «Gaa Eders Vej! og vær glad
ved, at jeg ikke har behandlet Eder som I fortjente, som
en Partimand og Oprørsstifter.»
Tiden var forbi til at frelse Gustav, om han end selv
havde villet. For hver Gang det var slaaet fejl for hans
hengivneste Tjenere, var det blevet mere aabenbart, at
Sverig var uhjælpelig fortabt uden en særdeles energisk
Foranstaltning. De øverste Embedsmænd, som udgjordé
Lovlighedspartiet, maatte vige for den overhængende Fare
og den offentlige Ængstelse, og Officererne ved Garnisonen
i Stokholm gjorde sig, efter Aftale med Adlersparre, rede
til at handle. I Spidsen for dem stod General Baron Ad
lercreutz; han havde nys endt sit finske Felttog. Efterat
den brave Greve G. Løvenhjelm (svensk Minister i Stokholm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
