Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - N:r 50. (1,093.) 10 december 1902 - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
950
SVENSK LÄRARETIDNING.
N:r 50
en siares rop till ungdomen att vidga sin
egen värld, göra den ljus och rik.
Och i detta sträfvande står den
70-årige barden bredvid Topelius och
Runeberg främst bland nordens diktare.
Därför kan han ock räkna sig bland de få
utvalde, som äro folkuppfostrare,
måhända den vackraste titel, en diktare
kan vinna. Ty den lagern vissnar
aldrig. Henrik Wranér.
Såsom vi i n:r 37 af denna tidning
omnämde, hafva framstående män och
kvinnor i Norge utfärdat ett upprop till
norska folket att insamla penningar till
ett hederslegat att åt Björnson och hans
maka öfverlämnas. Vi meddelade då
också, att Björnson förklarat sig vilja
öfverlämna denna minnesfond till norska
lärarekåren för höjande af dess sociala
ställning och förbättrande af dess
villkor. Med djup eikänsla för detta
skaldens beslut har Norges Isererforening på
skaldens hedersdag ägnat honom
följande vackra hyllning, hvilken vi ej
kunna neka oss nöjet att-på
originalspråket delgifva våra svenska lärare och
lärarinnor:
Til
Björnstjerne Björnson
paa 70-aarsdagen 8de december 1902.
Du kjorer f rem gjennem straalefryd
og med dig det herligste reisefolge.
Al-kjserlighedens sol lyser över din sterke
skikkelse og fylcler dig med
sondags-glsede. Og medens din gånger farer
frem - i tryg glrede över sin egen
styrke - strommer en rigdorn af tanker
og stemninger gjenneni dit värme sind.
Saa synger det in de i dig, i det hvselv,
hvor det med harper klinger, jubler,
toner og svinger - först om hjemmet,
hvor hun staar lys mellem barnelatter,
om det selvbyggede fseste, som holder
din s j sel saa sterk, ät den gaar hel
gjenneni kamp og fare. Du tenkte -
medens du for de månge hjem förbi – »de
månge tusen af hjem det var, som
landet frelst ifra slaget bar».
Du folger elven did den stuper
skurn-hvid udover. Der ser du jsetten,
bunden af menneskeaandens klogt, male lys
og sende sin kraft til arbeide for
frem-gang og velstand, medens
regnbueglan-sen bsevrer över fossen med rige 10fter
for landet. Lsengere ude byer som
blomster, med sit lys og sit morke, men hvor
du ser centrerne for landets
kultur-arbeide.
Og derude, hvor du ser havet gaa til
med historiedon, der synger du »godt
mod» til et gjennernbarket folkefserd,
der giver du et ord til den lille gut, som
red paa hvselvet hjem, naar far var sat
ombord. Der gaar skibene med brede
seil og med damp fra og til, med femti
tusen månd ombord, som bserer Norge
i sin b0n rundt jord.
Og farer du selv ud til de fremmede,
rige, svulmende sollyse lande, saa gaar
du dog i din diktning og i alt dit
taiike-arbeide beständig tilbage til-det. furede,
veirbidte land med hytter og hus, men
ingen borge, og saa synger du med
straa-lende aasyn, idet du ser över fjeldet et
syn i glöd: »du er vört, du er frernti-*
dens land!»
Du staar paa talertribunen,
bredbrys-tet og sterk, det velkjendte hoved med
10vemanken löftet, oinene spillende
under de buskede bryn. Talen gaar med
elvens magt - stunder imod havet -
snart med stille ord som gjennem
grses-og 10vtsette enge - snart med bulder
og brak, som naar den fosser frem
mellem berghamrer; det knitrer og lyner,
idet ordene baaret af kunst og
aands-vselde giver form for den frsemstormende
tankerigdom.
Mog dig lyser hundreder af 0ine.
Be-geistring, vrede, modsigelse, haab, ’tvil,
en haer af helt forskjellige folelser og
tanker strommer tilbage mod dig, der
du staar, netop i dit element, fordi du
kjender dig omgivet af stridende tanker.
Saaledes vilde du vsere med i alt, som
rörte sig i dit folk og dit land.
Du leved mere end du sang;
du tanker, harm og jubel slang
omkring dig, hvor du g^jsested;
ät vsere, hvor det netop galdt,
det var dig riaesten mer end alt
som ved din pen blev fsestet.
Du ved det vist, mangen gäng for du
haardhsendt frem og voldte strid- og
kamptummel, ogsaa der hvor månge af
os helst saa, du ikke havde löftet din
hammer. Du skrsekkedes ikke tilbage
for ät vsekke uro ogsaa paa de steder,
som i folkets bevidsthed stod heit og
fredet. Men fordi du har elsket meget,
skal meget vsere dig tilgivet. Og du vil
vsere med os i haab og tro paa, ät alt
det, som er virket af sandhedens og
kjserlighedens uforgjsengelige guld, det
skal overleve stridens og stormens tider.
Du är naad öp i de graanende dage,
öp paa h0iderne med de vide udsyn.
Endnu 10fter du med sterke slag. Men
stanser du og lytter idag, vil du h0re,
ikke ensomhedens sang, men dine egne
sange og toner stromme tilbage - med
tak for alt det lyse og fagre, som var
i dit reisefolge. Og takken fra de månge,
unge og gamle, skal komme i flokker
og leire sig om dig ved din ar n e som
lysalfer, der vil bsere med sig glsede til
dig i alderdommens dage.
For alle de lyse skikkelser, du f0rte
frem, fra den gamle saga som fra
folkets liv idag, for al skjonhed, du
ma-lede med levende farver i tale og i sang,
for din kamp for norskhed i skrift og
tale, for dit store syn paa vört folks
opgäver, for din sterke tro paa Norges
fremtid - for alt vor tak!
Du saa indom vore sfcolestuer til
frem-tideiis Norge, som der vokser og
arbei-der sig frem. Alle de unge ser paa dig
som paa en stor og sterk ven. Med dig
kom de i et livligt og rigt reisefolge, og
de slog sig ned imellem os i skolestuen
og tog del i vört arbeide og vor leg:
0yvind og Marit, Synnove og Torbjörn,
Arne og Eli og saa månge fra gammel
og ny tid, og saa stemte de i: Loft dit
hoved, du raske gut - j eg kjorer frem
gjennem straalefryd - jeg har det
hasr-ligste reisefolge. Og Baard -
skole-mesteren - leder sangen og glaäder sig
med ungdommen, og de undrer sig
til-hobe som paa et rigt sted, och saa synger
de: Ja vi elsker dette landet.
Fra skolestuen folger dine sange
ungdommen ud til livet i fest og i virke.
I sangen finder de glaade, naar de gaar
i sin fredelige syssel, som naar faren
veier hver evne, som de eier. I det
stille tog, som gaar igjenneni kampens
bulder, i det tunge stoev paa land og
sj0, eller i festlige timer, som losner
be-geistringens rullende fonn - altid
föl-ges de af dine kjendte toner, og de
synger sig sammen med sit folk. Uden
sang er ingen vaar.
Men särskildt fra alle de gamle og
unge lasrere og Ia3rerinder i bygder og
byer vil i disse dage en varm tak mode
eder, Björnstjerne Björnson og fru
Björnson, fordi I vilde ta3nke paa »dem, som
arbeider med grundvolden», fordi det var
eders vilje og 0nske ät 10fte
oplysnings-arbeidet i almenhedens omdomme og ’
skolens arbeidere öp til bedre lifsvilkaar,
og fordi I vilde knytte eders navne til
en varig velgjerning med dette formaal.
Naar det af digterens livsgjerning,
som har uforgjasngeligt va3rd, nasvnes
sammen med eders navne ud gjennem
tiderne, saa skal ogsaa det, I har villet
gj0re for vor Ia3rerstands gjerning blandt
landets ungdom, na3vnes med
taknem-melighed og velsignelse.
Gifvetvis var skalden sistlidna måndag
föremål för många hyllningar af
lyckönskande från när och fjärran. Då
norska lärareföreningens adress
öfverlämnades, yttrade Björnson till deputationens
ordförande:
»Det första jag tänkte på i dag var
att jag vandrade i en skog, uppför en
skogbeklädd höjd. Och så stod fram
för mig den bilden att ’bekläda fjället’.
Häri ser jag en sinnebild af lärarnes
gärning. Och jag hälsar dem, som skola
’kläda fjället’, välkomna släkt efter släkt!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
