Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
av Prokop, omtales Erulerne også hos Jordanes, og i flere andre kilder.
Sammen med Goterne spilte de en rolle i den “skytiske” krig i det 3.
århundrede, men forsvinder så nord for Sortehavet. De må ha været
sin tids mest vidfarende folk; vi finder dem flakkende over hele
Europa, fra Skandinavien i nord til Byzans i syd, fra Sortehavet i
øst til Spanien i vest; fra det 3. til det 5. århundrede finder vi Eruler
fra Skandinavien som sjørøvere på de vesteuropæiske kyster, ja like
ind i Middelhavet, hvor de i 455 nådde til Lucca i Italien [jfr. Zeuss,
1837, s. 477 f.; Mullenhoff, 1889, s. 19]. Når en del av Erulerne,
hos Prokop, ikke vilde “gå over Donau, men bestemte at slaa sig
‘ned i de ytterste ender av verden”, saa vil det naturligvis si at de
var kommet derfra, og at de heller end at underkaste sig
Øst-Romerne vilde vende hjem igjen til Skandinavien. Navnet
forekommer ogsaa ofte i urnordisk form, erilaR i nordiske
runeindskrifter x. Da erilaR (på norsk: jarl, på engelsk: earl) betyr
krigerhøvding, og ikke i Skandinavien er kjendt som noget oprindelig
stammenavn, som har git navn til noget landskap i norden, må vi
tro at det nærmest har været et fællesnavn, brukt længere syd i
Europa for skarer av nordiske krigere fra en eller flere
skandinaviske stammer [jfr. P. A. MUNCH, 1852, s. 53]. De kan ha kaldt sig
selv således; det var netop karakteristisk for den skandinaviske
kriger, at han ikke gjerne vilde anerkjende nogen overmand, de var
alle fri mænd og høvdinger i motsætning til trællene. Efterhånden
kan disse skarer ute i det fremmede ha vokset sammen til ett folk
[jfr. A. BUGGE, 1906, s. 32]. Men da Eruler-tog omtales på så høist
forskjellige steder i Europa må navnet, op til slutten av det 5.
århundrede, hyppig være anvendt for nordboer i almindelighet, til
for-skjel fra folkene i Germanien, lik betegnelsen Normanner, og stundom
også Daner, senere. At dette sidste navn allerede hos Prokop har
været brugt som et fællesnavn, synes at fremgå derav at han
nævner Danernes folkestammer (ethne) ganske på samme vis som
Slavernes folkestammer. Hvad det fortælles om Erulerne passer på
Skandinaverne: de var meget høie (jfr. JORD anes ovenfor s. 104) og 1
1 Navnet synes i runeindskriftene ofte at være en betegnelse for forfatteren av
indskriften. Sophus Bugge mente at Erulerne hadde fåt kjendskap til runerne av Goterne,
og at de bevarte den som en hemmelighet (det går igjen i selve ordet run =
hemmelighet) særlig i de fornemste slegter, som gjorde sig nytte av den. Under sit
århundredlange omflakkende liv førte de runekundskapen med sig til forskjellige dele av
Danmark, Sverige, og Norge. På den vis vilde også ensartetheten i indskriftenes
sprogform på vidt adskilte steder kunne forklares.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
