Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indlandsisen ved Miöjokull. I mitten fjeldet Kiatak på 64 ° 20 ’ n. br. Set fra
drivisen i juli 1888.
stakken ved Bergen); og fra Shetland kjendes tilsvarende navne for
høie klipper i sjøen: Blostakk (= Blåstakkr), Grostakk (= Gråstakkr),
Kwitastakk (= Hviti stakkr), Gronastakk og Gronistakk (== Græni
stakkr, sjøklipper med græsgrodd top) o.s.v. [jfr. J. JAKOBSEN, 1901,
s. 151].
I Landnåmabök (både i Hauksbök og Sturlubök) heter det:
“Eirekr sigldi vndan Snæfells nese. En hann kom utan at
Mid-‘iokli par sem Blåserkr heitir.,} I Eirik Raude’s saga er det blit
ændret, til at han t(kom utan at jokli pefm er Blåserkr heitir
Det er klart at Landnåma’s tekst er den mest oprindelige, og to
forklaringer er da mulig, enten er Blåserkr en del av jøkelen, eller
også er den et mørkt fjeld som sees på denne del av kysten.
Jeg kan ikke mindes noget sted, hvor indlandsisen i dette strøk, set
på avstand ute fra drivisen, hadde nogen merkbart mørkere farve;
den virker overalt skinnende hvit. Hvis en kommer nær kan en
isbræ, som f. eks. Colberger Heide (på 64° n. br., jfr. Nansen, 1890,
s. 370), se noget mer blåagtig mørk ut; men den kan aldrig ha
været noget kjendelig landmerke på litt avstand. En fristes derfor
til at tro at Blåserk har været en svart, bar fjeldtop. Men de som
stikker op langs randen av Miöjokull (mellem Sermilik og Kap
Møsting) er alle forholdsvis lave; fjeldtoppen Kiatak ved Umivik [se
Nansen, 1890, ss. 370, 374, 444] passer i form bedst, og er ganske
iøinefaldende, men er bare 2450 fot høi. Mulig er det at Blåserk
ikke har ligget ved selve Miöjpkull, men har været det høie Ingolv’s
Fjeld (7300 fot høit), som er det første en ser langt tilhavs, når en
nærmer sig Østgrønland fra Island; og en ser det i nord for sig,
når en seiler forbi Kap Dan og ind mot Miöjokull. Det er så i senere
tid blit blandet sammen med denne sidste. Men denne antagelse er
usikker. Den naturligste vei for Islændingene, når de vilde til
Grønland, måtte ialfald være først at søke over til iskanten, vestnordvest
fra Snæfellsnes, da fik de Ingolv’s Fjeld (eller Blåserk?) i sigte; så
fulgte de langs isen mot vest, eller vestsydvest, og kom like ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
