Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saxo om
fjerneste
norden.
Eventyret
om Halli
Geit.
Land ved
nordpolen.
Uthavet.
lige ubygder paa Grønlands østkyst1 (jfr. foran ss. 409 ff.) Dertil
kom at overalt i nordlige retninger traf ishavsfarerne paa drivisen,
som indelukket havet til en havsbotten, og det måtte da falde
naturlig at tro på en sammenhængende kyst som forbandt landene
bak isen, og som holdt denne fast. Troen på landforbindelse synes
at være så indgrodd at den vanskelig kan ha hvilt bare på
teoretiske spekulationer, men har snarere støttet sig til den slags
håndgripelige beviser.
Det var at vente at landene nord for Hafsbotn i folketroen blev
til eventyrlande, Jotunheimr og Risaland, hvor jotner og riser bodde.
Allerede Saxo (beg. av 13. årh.) sier at i nord for Norge
“ligger et land, ukjendt av navn og leie uten menneskekultur, men rikt paa folk
‘av uhyre sælsomhet. Fra det likeoverforliggende Norge er det skilt ved en mægtig
‘havarm. Da seilasen der er meget usikker, er det få som har hat en lykkelig tilbake-
‘reise av dem, som våget sig dit“.
Da det vanskelig kan være de kristne bygder på Grønland som Saxo
omtaler som et land uten menneskekultur, må en vel helst tro, at
hans land i nord er en sammensmeltning av Grønlands østlige
ubygder med Jotunheimr, liksom i de islandske forestillinger. Allerede
Adam av Bremen hadde jo kjæmper (Kykloper) på en ø i nord, og vi
har set at i Historia Norwegiæ var det lignende forestillinger (jfr. s. 411).
Et islandsk eventyr fra middelalderen [avskrevet i Bjørn
Jöns-son’s Grønlandske Annaler] fortæller om Halli Geit at
“ham alene lykkedes det at komme landveien tilfots over fjeld og jøkler og alle
‘ødemarker, og forbi alle havsbotner til Gandvik og så til Norge. Han leide med sig
‘en gjeit, og levde av melken dens; han traf oftest daler og smale sund [åpninger]
‘mellem jøklene, saa at gjeiten kunde fø sig enten av græs eller skog”.
Forestillinger av denne art førte til den opfatning hos nogen at
det var land like til nordpolen, som kommer frem i et islandsk
skrift, optat i Rymbegla [1780, s. 466]. Om et slet latinsk vers,
av Johannes av Pavilla, gjengit der, sies det:
“Dette vil nogen forstå slik som at han [d. e. digteren] sier at land ligger under
‘leidarstjarna [polstjernen], og at strandene der hindrer havets ring fra at naa sammen
‘[d. e. rundt jordskiven]; med det stemmer visse gamle sagn som viser det, at til fots
’kan en fare, eller har det været fart, fra Grønland til Norge”.
Men den middelalderske lærde forestilling om Uthavet som
omgir hele jordskiven, gjør sig ogsaa gjældende i norden, og kommer
frem bl. a. i Snorre’s Heimskringla og i Kongespeilet. Dette hav
gik utenom det med Europa forbundne Grønland, og gjorde dette
1 Hvis de gamle fangstmænd i Ishavet er kommet iland på nogen av disse lande
(Novaja Semlja, Spitsbergen) så har de der fundet ren, som også har styrket troen på
landforbindelsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
