22 KVINDERNE. samme Slags konventionelle Indvendinger som dem, der i 1850—6o'erne blev rettede mod den tidligere Kvinde- frigørelses dengang nye Kvindeideal. Den ældre Emancipationsbevægelse gik nemlig først og fremmest ud paa at hævde Kvindens Rettigheder som Menneske. Denne gaar ud paa at hævde hver enkelt Kvindes Ret som Individualitet, d. v. s. Ret til ubetinget at tro, føle og tænke — ja endogsaa handle — paa sin egen Maade, naar det ikke krænker Andres Rettigheder. Da det første Maal var generelt, kunde det for en stor Del forfølges kollektivt. At vise den kvindelige Individualitets Selvstændighed maa derimod blive hvert Individs egen Sag. Dette forstaar de Kvinder ikke, der fremdeles virker for at naa det første Maal — Kvindens menneskelige Rettigheder. De indser ikke, at enhver Kvinde ikke alene bør opnaa sine almindelige Menneskerettigheder, men ogsaa sin aldeles individuelle Ret, eftersom hun har sin egen bestemte Natur og sit eget Temperament. Ja, Retten til at have et Tempera- ment, der maaske er aldeles afvigende fra alle mulige Teorier og Idealer, den er det just. Striden inderst inde gælder — den Strid, der staar mellem en og anden enkelt Kvinde og de Kvinder, som repræsenterer Kvinde- sagen tidligere Stadium. At enhver Personlighed er en ny Verden, denne Opdagelse, som i Shakespeare fandt sin Kolumbus — en Kolumbus, efter hvem be- standig nye Udfærdsmænd har vundet nyt Land — denne Literaturens Opdagelse er endnu kun tildels op- taget i den almindelige Bevidsthed. Men at den ialfald er begyndt at blive det, at den konventionelt urokkelige Opfattelse af Menneskets Natur og de Problemer, der i!