24 KVINDERNE. mer, at Naturen har dybere Krav end Retten til Arbejde. De overser de Følelsens, Tankens og Karakterens uende- lige Nuancer, der gør, at Fordringerne til Solidaritet i Anskuelser og Handlinger mellem de Kvinder, der virker for Kvindesagen, er mundet ud i Undertrykkelse af de kvindelige Individer. Tilvisse er det sandt, at Sammen- slutning stadig er nødvendig, for at Kvinden kan opnaa de Rettigheder, hun endnu savner. Men al obligatorisk Optræden i Flok er her farligere end andetsteds; thi for Kvindesagens Fremgang i dybere Forstand udkræves just, at de forskellige kvindelige Individualiteter viser, hvad de duer til paa forskellige Omraader. Den indenfor Kvindesagen truende Konventional- isme røber sig ikke blot i overdrevne Solidaritetskrav, men ogsaa i den Maade, hvorpaa Oppositionens Ind- vendinger behandles. Den viser sig i Mangel paa Blik for, hvorledes Kvindespørgsmaalet, hvad dets Virke- felter angaar, nu for Tiden overalt skærer det sociale Spørgsmaals Bane. Men den aabenbarer sig i Særdeles- hed som Mangel paa Evne til at indse, hvorledes Kvinde- sagen, jo mere den gaar frem i Udvikling, tillige bliver mere og mere sammensat, og hvorledes der herved op- staar større og større Vanskeligheder for at tage bestemt Stilling overfor derhenhørende Sager. Det er f. Eks. nødvendigt, at der gives Kvinden forøget Lejlighed til Uddannelse. Men udvikler nu ogsaa alle disse Dannelsesanstalter Personligheden? Har man ikke truffet de fineste, fagreste kvindelige Indivi- dualiteter hos uvidende gamle Damer paa halvfjers, firsindstyve Aar, eller hos Kvinder, der aldrig har faaet nogen ordnet Undervisning? Det er f. Eks. rigtigt, at