54 KVINDERNE. styrkes og Lykken skærmes. Thi disse Midler søger man ikke, saalænge man stoler paa Lovens Ret og den offentlige Menings Magt til at sammenholde, hvad Kær- ligheden ikke forener. Kærlighedens stadig fremadskridende Individualisering tyder paa, at Engifte sandsynligvis vedbliver at være Form for Mandens og Kvindens erotiske Samliv. Men denne Regel vil i Fremtiden, som nu, faa mange Und- tagelser, eftersom Følelser kan skifte. De Konflikter, som derved opstaar, vil medføre Lidelse, men ikke den Bitterhed eller Strid om Magten, som Følelsen af den ægteskabelige Ejendomsret nu saa ofte foraarsager. Den dybe Erkendelse af, at Kærligheden ikke kan høre ind under Pligtens, men kun under Frihedens Omraade, vil faa til Følge, at den af Ægtefællerne, der mister den Andens Kærlighed, vil føle samme Resignation overfor det Uundgaaelige som var det Døden, der voldte Tabet. Og i de Tilfælde, hvor Individet ikke er istand til denne Resignation, bør saavel Loven som Moralen gøre det umuligt for den ene Part at holde den anden tilbage mod hans eller hendes Vilje. Hver af Ægtefællerne bør have Raadighed over sin Person, sin Ejendom, sit Arbejde og sin Maade at leve paa. Samlivet bør i hvert enkelt Tilfælde formes efter individuel Overenskomst, og Loven bør kun bestemme Ægtefællernes Ret og Pligt med Hensyn til Børnene. Først naar det er kommet saa vidt, at hverken Mand eller Kvinde i ydre Henseende har noget at tabe eller vinde enten ved at indgaa Ægteskab eller ved