KULTURDYRKNING. 89 Værk uvurderligt — det Synspunkt gælder ikke for Nutidens Pengemænd. Børsfyrsten tager ikke — saa- ledes som en af Renæssancens kronede Stormænd — Malerens Pensel op fra Gulvet, han slaar ham paa Skulderen og byder ham Cigaretter. Han giver sjælden Kunstneren Lejlighed til at hygge og dekorere sit Hus, men han dekorerer selv sine Middage med Kunstnere. Og under denne Omgang, der er tidsspildende for Kunst- neren, lærer Mæcenen sjælden noget af det kunstneriske Livssyn, men han lærer visse Kunstudtryk, der gør sig paa Kunstudstillingerne. For langt billigere Pris — nemlig sin Morgenavis og sin Entrébillet — køber det store Publikum sin Sikkerhed i at bedømme Kunstens Midler og Maal, i at afgøre, hvorledes Kunstneren har benyttet de første og naaet det sidste. — »Historisk« véd Publikum, at det alene er Kunsten, i videste Forstand, der har inde- holdt en saadan Overfylde af menneskelig Livsenergi, en saadan Højnen af den menneskelige Tilværelse, at dens Liv har pulseret i Aartusinder, sejrende over Staters og Slægters Forgængeise, og at derfor Kunsten er noget Fornemt. Men staar de overfor en af deres egen Sam- tids skabende Aander, saa aner de ikke, at denne Aand — være sig skabende paa hvilketsomhelst Omraade — er en Verden for sig selv med en anden Sol og andre Skygger end i almindelige Menneskers Verden, og at det kun er ved selv at nærme sig til den Breddegrad, hvor denne varme Zone ligger, kun ved selv at være en rig, fuldblodig Personlighed, at man kan vide noget om, hvad der er lykkedes eller ikke lykkedes i de