90 LIVSBEHOV. Værker, hvori Tidens rigeste, fuldblodigste Mennesker giver deres Væsen Udtryk. Almenhedens Stilling til Kunsten er baade Aarsag i og Følge af, at Kunstnerne selv sjælden kommer til at staa højt nok til at overvælde. Den Skabende maa være — som Goethe vidner om sig selv — ikke alene »frech«, men ogsaa »fromm« — from i den Religion, der i vor Tid er den ægte Kunstners: en andagtsfuld Tilbeden af Naturen, Kunsten og sin egen Aands Kultur. Denne Aandskultur kan ganske vist aldrig erstatte den medfødte Frækhed af Guds Naade, den, der ogsaa kaldes Geni, men uden Selvkultur bliver selv denne Frækhed mindre skøn. Vor Tids skabende Aander er ikke saa sjælden guddommelig frække, men de Fromme bliver bestandig sjældnere. Til Undskyldning for Almenheden tjener desuden, at Kunstnerne selv ikke længer opdrager deres Publikum ved at virke indenfor det daglige Liv; jo mere Kunsten har isoleret sig fra dette, desto koldere er Samtiden og- saa bleven overfor Kunsten. Nutidens private Saloner, hvis Malerier i Reglen skyldes Lotterier, og de offentlige »Saloner« — Udstillinger og Musæer — aabenbarer bedst, i hvor høj Grad Kunsten nu er kunstig, løsreven fra sin Rod, Livsbehovet. Om en af Renæssancens Patriciere stod op fra de Døde, da vilde Nutidens Bygninger, de tomme Væg- flader, de uskønne Dekorationer og Husgeraadet give ham Anledning til — med det fine Smil, Penslen har foreviget — at spørge: om Kunstnere nu for Tiden ikke arbejdede? — Svarede man da ved at føre ham til en »Udstilling«, hvor Dilettantisme — d. v. s. overfladisk Ar-