KULTURDYRKNING. 97 Traditioner. Der var noget Nobelt ved dette selvbe- herskede Maadehold, den fine Hensynsfuldhed, den behagelige Værdighed, og dette Noble burde vi have bevaret, samtidig med at vi frigjorde os for det Snørklede og Formelle. Meget har vi allerede — mon uigen- kaldeligt? — mistet. Den elskværdige Lytten til, den finttilspidsede Replik, den godt fortalte Anekdote, den •epigrammatiske Meningstilkendegivelse, den elegante Ord- kamp, den lidenskabsløse Diskussion om alvorlige Emner, — alt dette drukner mere og mere i den øredøvende Larm, der trænger ud fra tætte Tobaksskyer. For ikke at lades ene tilbage har Kvinderne fulgt Mændene ind i Sky- erne, men ihvorvel Kvindernes Stemmer bliver stedse stærkere, lykkes det dem dog sjældent at blive hørte: ofte er de heller ikke værd at høre paa. Som Selskabs- menneske mister Kvinden nemlig mere og mere den présence (Xesprit og présence de eoeur, ved hvilken hun fordum var den store kulturdyrkende Magt. Nuomstunder udvikler hun hverken hos sig selv eller hos Mændene den store Fordragelighedens, den vide Fordomsfrihedens eller den fine Forstaaelsens Aand, der fremfor alt burde være et Resultat af vor Kultur. Men trods sine friere Former staar Nutiden i denne Flenseende langt tilbage for Slutningen af forrige Aarhundrede. Ved at Selskabslivets kulturelle Indflydelse er bleven mindre, mister ogsaa Tidens skabende Intelligenser den rige Facettering, som er Resultatet af gensidig Slibning under til en vis Grad bundne Former. 7