1 0 4 LIVSBEHOV. intet Dampskib, ingen Jernbane maa der være i adskillige Miles Orakres! Et saadant Eden har jeg fundet. Men jeg røber ikke dets Beliggenhed for Nogen. For da kunde ogsaa andre Kulturmennesker finde Vej derhen — og da — var Paradiset tabt! Thi at første Udgave deraf ikke blev en ubetinget Sukces, det var sandelig ikke Slangens Skyld, ihvorvel Menneskene længe har trøstet sig med den Fordom. I mit Eden mangler ikke blot alt, hvad der skal mangle: der findes ogsaa alt, hvad der bør findes. Blaa snerandede Fjælde og vidtstrakte, skovbevoksede Højder danner en linjeskøn Mur omkring Haven. En rivende, grønsort, hvidtskummende Strøm bryder Vej gennem Muren for Øjet — og for Fantasien —, og stille Søer giver det mørke Skovlandskab et Par store, klare Øjne. Glitrende Birke og blomstrende Røn dufter i den Mid- sommersol, der blot et Par Timer synker i Horisonten, og som paa et Døgn næsten fuldmodner Høsten, ind- suger Duften af Blomsterne og gør deres Farve stærk". Paa Aasenes grønne Vidder afspejler Skyerne sig om Dagen som hurtig glidende blaa Skygger. Men Aftenen gyder over Aas og Fjeld baade Røgtopasens og Ame- tystens violette Farvespil, baade Opalens lyse og Havets dybe Blaa, baade Æbleblomstens og Vinens røde Skær. Tilsidst staar Fjeldenes bløde, finttegnede Konturer farveens — i mørkeblaa Emalje — mod Himlens Guldgrund, og denne gløder lige stærkt Natten igennem, indtil den umærkeligt smelter ind i Morgenens Lys. I denne Ørkenstilhed, fyldt af Lys og Farver, at store Linjer og vide Syn, gribes Sjælen af Ensomhedens