STILHED. 105 Rus. Den ligner ikke Lykkens eller Skaberglædens, — men den har sin egen Sødme og sin egen Styrke. Og medens det er Skæbnen, ikke vor egen Vilje, der fører begge de andre Bægere til vore Læber, beror det paa os selv en Gang imellem at nyde Ensomhedens Sakra- mente, at hvile vort Hjærte og udvide vor Tanke i en stor Stilhed —helst i en stor Natur, med rolige plastiske Linjer. Men ofte forstaar Nutidsmenneskets Hjærte slet ikke at finde Hvile. Det lever i Uro, sukker efter Ro, og — skyr den som en Sygdom, værre end den Nevrose, for hvilken den skulde være Helsebod. Ja — i Virkelig- heden er der intet. Nutidsmennesket frygter saa meget som det: at blive ene med sig selv — thi det gør »melankolsk«. Det vil sige, at man da nødes til dybt at føle Alvoren i sin egen Tilværelse eller i Tilværelsen overhovedet — en Følelse, der vilde give Sjælen Vækst. Dog, Mennesket døder tvertimod Sjælens Drift til at vokse ved at lade Splittelse og Udadvendthed blive bestandig stærkere Livsbehov. Hvor udprægede disse Behov er viser sig bedst paa det religiøse Omraade, det, hvor tidligere selv Hverdagsmennesket til en vis Grad samlede sig i sig selv. Typen for vore Dages Troende er ikke den, der, naar han beder, »gaar ind i sit Kammer og lukker sin Dør«, men den, der maa have Trompeter og Themøder for at føle sit aandelige Livs Fylde. Vor Tids rastløse Menneske nyder ikke engang Ro, naar det morer sig. Jo færre dets Muligheder for Hvile er, des mere mister det Evnen til at udnytte Hvilen. Jo oftere det nødes til at vibrere for de Masser af Ind-