i o 6 LIVSBEHOV. tryk, der paatvinges det, desto nødvendigere bliver det ogsaa, at dets Pulse arbejder i Febertakt, for at det kan føle, at det lever. Dybere Naturer lider imidlertid ved Bevidstheden om at miste sig selv i Bruset af deres egen Sjæls stedse rigere Mangfoldighed; i Trængselen af det Stof, Nu- tidens Kulturliv sammenhober fra alle Kanter; under Trykket af de store Krav, det moderne Samfund stiller; under det daglige Arbejdes ustandselige Jagen. Saadanne Naturer faar pludselig Hallucinationer af en sval, grønklædt Klostergaard eller en Eneboerhytte, gemt i den dybe Skov, af Ensomheden paa Fjeldvidderne eller ved det aabne Hav. Men deres Ensomhedsbehov nøjes i Reglen med disse Fantasibilleder, og de forsømmer Lejligheden — naar den en sjælden Gang tilbyder sig — til at skabe en Oase af Stilhed i Larmens Ørken. Den, der virkelig tørster efter Ensomhed, kan dog i de fleste Livsstillinger tiltvinge sig den under en eller anden Form. Fra min Barndom mindes jeg Beretningen om en Kvinde, der ved sit Giftermaal maatte flytte fra en stille Skovbygd til en stor Stads og et stort Hjems uafladelige Uro. Hun led dybt derved, lige indtil hun begyndte at sidde stille en halv Times Tid hver Morgen med et grønt Sjal over Hovedet 1 Saaledes drømte hun sig tilbage til Stilheden i Skovene, — saa- ledes samlede hun sin Sjæl i Ensomheden og kunde der- efter med mild Ligevægt møde Dagens Møje og Besvær. Havde vi blot Alle vort grønne Sjal, da blev vi ikke saa let de hidsede og hidsende, de rastløse — og derfor saa indholdsløse — Kulturtrælle, vi nu ofte er!