STILHED. 107 Af hvad Art det skærmende Dække blev — ja det beroede vel tildels paa Tilfældigheder, men ofte vilde ogsaa Personlighedens Ejendommelighed komme til at røbe sig just i Valget af den stille Time. I de katolske Lande kan enhver finde den under en Kirkes Hvælving. Bøjet mod en Pille i en gotisk Katedral lykkes det midt i en Verdensstad at drømme sig langt bort, ind i Skovene — omend Nietzsche har Ret i, at moderne tænkende Mennesker helst vilde have en hel ny Arkitektur til Ramme om sine Kontempla- tioner. — For mangen En skaber Musiken en herlig Ensomhed, helst om den nydes i et Hjem — ikke offentligt, hvor Indtrykkenes Mangfoldighed forstyrrer, og hvor Sjælen næppe har naaet at glemme Dagens dishar- moniske Summen, før Bifaldsytringerne genkalder den. Thi at vise sin Begejstring ved lydløs Stilhed, er forbe- holdt et højere Kulturtrin end det, paa hvilket vi endnu befinder os! Den stille Stund — hvor de faar deres egen Sjæl i Tale — finder Andre maaske i et Museum eller under Læsningen af en udmærket Bog. Helst en gammel Bog — en, der ikke mere diskuteres om. Og i de store Byer er det ikke sjældent de offentlige Biblioteker, der skænker Bogvennen den fredlyste Plet, som Hjemmet ikke altid kan have tilrede for ham. Den lettest tilgængelige Stilhed er dog den ude i Naturen. Men de Fleste gaar slet ikke ud i Naturen for at tie i Ensomhed eller sammen med en Ven — denne Venskabets fineste Prøve! De søger tvertimod Selskab for paa Turen at afhandle Dagens Spørgs- maal, og vender derfor tilbage — ikke fra Stilhed,