126 LIVSBEHOV. lige Liv, har saaledes atter gjort det til en Sjælens Nydelse at omsluttes af Vægge, at ordne Blomster i en Skaal, at tænde et Lys, at dække et Bord, at drikke af et Glas! De har ikke godkendt Ruskins improduktive Ensidighed: at hver Del af et Arbejde maa udføres af Kunstneren selv. De har i Stedet derfor opdraget Haand- værkere, der — særligt i Belgien — fuldtud formaar at udtrykke, hvad Kunstneren har tænkt og antydet. Aar for Aar lykkes det at faa stedse flere Kunstnere til at opgive den, for deres egen som for Menneskenes Lykke, saa betydningsløse Stræben efter at frembringe, hvad en ung Tegner kaldte »unyttige Møbler« — det vil sige middelmaadige Malerier og Statuer. Disse Kunstnere føler sig nu lykkelige i Bevidstheden om umiddelbart at bidrage til den store, endelige Harmoni, den, hvor hele den ydre Verden staar i Samklang med vor Skønheds- længsel, en Længsel, der aldrig vil kunne stilles med noget ringere Maal. . Rigtignok rummer denne anvendte Kunst allerede nu en stor Fare; Dilettantismen. Og en endnu dybere Fare er den, at Kunstnerfantasien under sin Leg med Formen glemmer Sagens Endemaal. Men denne Fare faar sit naturlige Korrektiv, naar Kunstneren ikke alene arbejder i kostbart Materiale for de Rige, men tillige forlener det enkle Materiale den ædle Form. Til Hverdagsbrug vil nemlig altid' det Formaalstjenlige sejre over det Bisarre, og den dekorative Kunst bliver her nødt til fuldtud at opfylde sin Bestem- melse, den ikke blot smukt, men virkeligt at til- fredsstille vore Behov — hvad ogsaa er det eneste virkeligt Smukke!