144 INDIVIDUALITET. kan han stille Medmenneskers legemlige Hunger, maaske pleje og drage Omsorg for den, der er legemlig syg. Men overfor et hungrende Hjærte, en syg Sjæl er han uforstaaende. Det Menneske, der er gennemtrængt af og vil følge Harmoniens Ideal, vil bevare sit eget Liv, fremme sin egen Udvikling, skabe sin egen Lykke. Han betragter sin fysiske og psykiske Natur som det Grundæmne, af hvilket han skal arbejde en hel Person- lighed frem, som en ædeltformet, harmonisk Statue mejsles ud af Marmorblokken. At uddanne sit Legeme til den højeste Grad af Sundhed og Skønhed, at uddybe og forfine sin Følelse, at gøre sin Intelligens vid, klar og rig, sin Vilje fast og samlet — en saadan Selvudvik- ling anser dette Menneske for sin første Pligt. Men dette Menneske véd tillige, at denne fulde Udvikling ikke kan foregaa uafhængig og isoleret, men at den tvertimod kun er mulig i Vekselvirkning og For- bindelse med andre Menneskers, ligesom Andres Udvik- ling til en vis Grad er afhængig af Arten og Fylden af hans. Samfundet og Kulturen begyndte, da Individet ikke længer var ene i sin Kamp for Tilværelsen, da Sam- arbejde og Samfølelse gjorde denne Kamp lettere. Og jo mere et Individ udvikles, jo mere kommer han bort fra den Raahed, som er sig selv nok, jo mere bliver hans egen Lykke afhængig af Andres, jo mere fyldes hans Egoisme af Altruisme og hans Altruisme af Egoisme. Det Menneske, der uddanner sig efter Har- moniens Ideal, vil lige saa lidt for sin egen Udvik- lings og Lykkes Skyld ofre andre Menneskers, som han for deres Udvikling og Lykke vil ofre sin egen.