SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. I45 Han søger tvertimod at skelne imellem, naar hans Opofrelse vilde gavne alle Andre og kun skade ham selv, eller naar hans Selvhævdelse vilde skade alle Andre og kun gavne ham selv. I de Tilfælde, hvor Vel og Ve er blandede — og det er de hyppigste — søger han at prøve det rette Forhold mellem sit eget og Andres Ve og Vel, og først efter paa Guldvægt at have vejet dette Forhold vover han at afgøre Selvhævdelsens eller Selvopofrelsens Berettigelse i det særlige Tilfælde. Og han véd, at alle Tilfælde er særlige, at ingen almen Regel maa enten forhindre hans frie Valg eller fritage ham for Valget. Det vil ikke altid lykkes ham at vælge det Rette. Selv det, at det ofte lykkes, er kun muligt for den, som af Naturen eller ved alsidig Udvikling har faaet det fine etiske Instinkt til at træffe det rette Valg, det, der i Længden mest fremmer eller mindst hemmer saavel ham selv som Andre. Natur eller Erfaring vil i usikre Tilfælde gøre den Ene mest tilbøjelig til at opofre sig selv, den Anden til at opofre Andre. Det er altid Personligheden, der endeligt afgør den Maade, paa hvilken en Livs- anskuelse efterleves. Kun den Handling, der udføres under Paaberaabelse af en bestemt Lære, kan derfor med fuld Føje vendes mod denne Lære. Ellers bør man i det Højeste drage den Slutning, at for dette givne Tem- perament har Læren vist sig at være farlig. Hensyns- løsheden faar desuden ingen virkelig Støtte i en Etik, der ganske vist benægter, at Selvopgivelse er det ubetinget Rette — og som først finder den ret efter Undersøgelse af de Omstændigheder, hvorunder den sker — men som 10