SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 155 Samaritan og siger, at han vil fornægte den, der ikke vil mætte, klæde og huse selv den mindste af hans Brødre. Med andre Ord: saalænge et eneste Menneske sulter og fryser, elsker jeg kun — i Jesu Aand min Næste som mig selv, naar jeg med dette Menneske deler min sidste Krumme Brød og giver ham mit sidste Klædningsstykke. Og i denne Aand var det, at Kirke- fædrene t. Eks. forkyndte, at hver den, der havde Tapet paa sin Væg, naar en Anden ikke havde Klæder, han var ikke bedre end en Morder! Men de fleste Kristne elsker deres Næste paa den Maade, at de giver ham, hvad der bliver tilovers, naar de selv har sørget for at faa alt, hvad de ønsker. Thi for de rige Kristne i deres kostbare Hjem og ved deres prægtige Festmiddage repræsenteres »Næsten« af deres — Nabo ved Bordet. Den kristne Overklasse lader sig ikke forstyrre i sin Livsnydelse, ved at Hunger og Nøgenhed, Sorg og Sygdom kæmper udenfor dens Døre, uagtet dens Forbillede var saa gennemglødet af Medfølelse med al denne Lidelse, at han gik omkring og gjorde Vel og hjalp Alle, medens han selv ikke havde det, hvor- til han kunde hælde sit Hoved. Derfor bliver det heller ikke Overklassens Medfølelse, men Underklassens Selv- følelse, ikke Barmhjærtighed, men Retfærdighed, der kommer til at omskabe Samfundet i Retning af Jesu Broderskabstanke. Der er næppe noget mere iøjne- springende Bevis paa Nutids-Kristendommens Forfald, end naar de Kristne til Forsvar for deres egen Overflod kommer med noget saa Ynkeligt som, at Jesus selv var med ved Gæstebud, og at han lod sine Fødder salve med kostbar Olie, som kunde kommet de Fattige til