SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. I 5 5 ved Jesu Aand vil skabe fri Udvikling for alt det, der hæver Menneskeheden og gør den lykkelig. Han lover ikke, at denne Aand skal faa den kunstneriske Skønhed til at blomstre i fuld Frihed, Geniet til at skabe, For- skeren til at gøre Opdagelser, Ægteskabet til at bringe Lykke. Tvertimod, han viser, at naar Jesus har faaet en altbestemmende Magt over Personligheden, da vil alle dens Kræfter komme til at virke i en eneste Retning og ikke lade megen Frihed tilbage for det naturligt Menneskelige. For alle dem, der dybt har beundret Digteren Tol- stoj, er det gamle Ord; »det er til Gavn, at en Mand dør for Folket« en vemodig Trøst. Thi ved at Digteren er gaaet til Grunde, har Religionsfilosofen uhindret kunnet uddrage alle Kristendommens Konklusioner. Og ved at anvende dem umiddelbart paa Nutidslivet har han bevist, at Afstumpning af Menneskenaturen, Lammelse af Vilje- og Skaberkraften, et al Livets Glans og Glød afblegnende Nirvana og — tilsidst — Selvmord af Ked- somhed — blev den uundgaaelige Slutning paa en helt gennemført Kristelighed! Dette véd ogsaa Enhver, der for Alvor har forsøgt at leve som Kristen. En levende Kristen — jeg taler af personlig Erfaring — strider sig til Blods for helt at bringe sit eget Jeg, alle sine spontane Livsytringer til Lydighed under Korset. Alt — lige fra den Føde, man tillader sig, til de Indtryk, man modtager af Naturen og Kunsten — maa helliges ved umiddelbart Samfund med Jesus, maa fremme hans Riges Tilkommeise. Ellers maa man forsage det for ikke at splitte Sjælens Given sig hen til det ene Nødvendige. Alt, hvad der har Tiltræk-