1 5 6 INDIVIDUALITET. ning for et naturligt Menneske, maa ofres, og den store, stærke, kristelige Personlighed udvikles derfor paa den harmoniske Personligheds Bekostning. Ingen, der selv har været en alvorlig Kristen, kan overse den uhørte Udvikling, Kristendommen i én Ret- ning har givet Menneskenaturen. Ved det nye og ved den endnu større og vidunderligere Bog, det gamle Testamente; ved de teologiske Dogmer og de teologiske Kampe om disse Dogmer; ved Kirkens Kultus og Kirkens Kunst — under Domkirkens Hvælving og i Klosterets Celle — er den vesterlandske Aand bleven forædlet under uhørte Sjælekampe, uddybet under uendelige Kontempla- tioner, forfinet under den subtileste Selvanalyse. Ja, det er maaske først i Synde-Sorger — saadan som en Augu- stinus skildrer dem —, at den menneskelige Individu- alitet, den nøgne, ensomme Sjæl, i moderne For- stand, har fornummet sig selv. Det var ved Bevidst- heden om at være det Evighedsvæsen, om hvem Ver- dener kresede, at den kristne Personlighed hævede sig over Antikens skønneste Menneskeform: Statsborgeren. Men hvad Kristendommen saaledes med den ene Haand ødselt skænkede den menneskelige Individualitet, det tog den med den anden. Thi dette individuelt selvbevidste Evigheds-Væsen kunde kun vinde den evige Salighed ved at forme hele sin jordiske Tilværelse efter Jesu Lære. Enhver sand Kristen bærer Saar eller Ar efter denne Lemlæstelse. Han føler, hvorledes han har maattet presse sit Væsen sammen for at passe ind under Kristen- dommens Maal. Han véd, hvor han har krympet sig under den Nødvendighed at give Slip paa sin egen For- nufts Indvendinger eller sin egen Selvfølelses Retfærdighed fi