SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 165 Verdensforløbet for dermed at standse Selviskhedens Be- vægelseskraft og gøre Godhed til den eneste bevægende Kraft. Jesus gik til Grunde. Menneskeheden gik fremad, ved at Uselviskheden for første Gang ubetinget blev anset for det Guddommelige, medens Selviskheden blev anset for det Ugudelige. Dette var for en Tid nødvendigt, for at Uselvisk- heden kunde faa Magt over Selviskheden. Dennes Lov er saa dybt grundet paa selve Livsbetingelserne, at den i det store Hele altid havde gjort sig gældende paa Uselviskhedens Bekostning, indtil denne ved Kristen- dommen fik Religionens Magt paa sin Side. Men nu er endelig Uselviskhedens Kraft vokset sig saa stærk, at den kan undvære en positiv Religions Støtte, saaledes som den gør det hos Millioner og atter Millioner. Vi behøver ikke længer at tro, at Godheden er Gud, for at føle, at Godhed er guddommelig. Og skulde der paany komme Tider, hvor man i overdreven Grad vilde skatte til Egoismens Ret, da vilde disse ufejlbarlig efter- følges af en Reaktion til Altruismens Fordel. Den Samvirken mellem Selviskhed og Uselviskhed, der fremgaar som en nødvendig Følge af selve Tilværel- sens saa vel som af Kulturens Grundbetingelser, burde nu ikke længer af noget tænkende Menneske kunne for- veksles med en ubetinget Egoisme. Ubetinget og ube- rettiget er den Egoisme, for hvilken hele Tilværelsen kun drejer sig om det egne Jeg, den Egoisme, der er sig selv nok, og som ikke i Andres Ret erkender en Grænse for sin egen. Der er nemlig en saadan Grænse, om end ikke efter nogen uforanderlig etisk Norm. Den