INDIVIDUALITET. eksisterer derimod i en uforanderlig psykisk Lov, den, at det ene Menneske trænger til det andet, og dén: at den Hindring, jeg lægger i Vejen for Andres berettigede Selvhævdelse, til syvende og sidst vil komme til at hemme min egen. Og denne Menneskehedens Solidaritet nøder endnu ofte Individet til at give sit Liv, om han vil beholde det, eller — med andre Ord — den gør Offervillighed til den ypperste Form for Selvhævdelse. Men jo længere Slægten gaar frem i Udvikling, jo mere det er lykkedes den levende Medfølelse og den energiske Selvhævdelse at indskrænke Lidelsen, des sjældnere bliver det, at vor Menneskelighed staar sin Prøve paa et Gol- gatha. Medglæden vil da indtage Medfølelsens Plads, og vor egen Lykke vil mangfoldiggøres ved Andres. Det er for at berede denne Fremtid, at man maa be- kæmpe Troen paa Kristendommen som den absolute Sand- hed. Thi om end vor Retsfølelse og vor Godhed, naar alt kommer til alt, ikke bestemmes af vor Tro, men af vor Personlighed, — at derfor ingen høj Livsanskuelse kan gøre sine smaa Eftersnakkere højsindede, lige saa lidt som en lav Livsanskuelse kan gøre sine højsindede Til- hængere lavsindede -—•, saa bliver dog stedse Livsanskuel- sens Indflydelse dyb og betydningsfuld. Den gør os mere eller mindre modtagelige for de Tilværelsens Paa- virkninger, der kan forringe eller uddybe vort Livssyn, forbitre eller forskønne vort Samliv med hverandre. Og fremfor alt virker de Livsanskuelser, vi opretholder som Ideal, men som vi ikke helt kan eller vil efterleve, saa sløvende paa vort Tanke- og Viljeliv, at der for ethvert aandeligt vaagent Individ, enhver aandelig vaagen Tid maa komme det Opgørelsens Øjeblik, da han, da Alle