SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 1 6 7 spørger sig selv: lever jeg, lever vi virkelig af den Tro, vi bekender? Med Hensyn til Kristendommen maa i denne Stund ethvert paa en Gang gennemtænkt og samvittighedsfuldt Svar lyde: Nej. Vi lever tillige af en Mængde nye Ideer, nye Motiver, nye Livsværdier, som vi ikke er- kender, medens vi ikke helt lever af dem, vi erkender. Hele Virkeligheden kan ikke rummes i Kristendommens Livsforklaring. Vi har derfor søgt at sammentrænge Livsproblemet. Men dette staar fast og er bestandig: en saadan Form for Menneskeliv og Samfundsliv, at baade Egoisme og Altruisme kommer til sin Ret. Og den Religion, der skal gøre dette muligt, maa ikke — lig de foregaaende — oprejse en ny Grænse for hver, den fjerner; den maa tvertimod ophæve Begræsningen. — Begrænsningen — i dette ene Ord udtales al Menneske- livets Kval! Denne nye Religion skal ikke vedligeholde Dualismen mellem Natur og Kultur, Legeme og Sjæl, Individ og Samfund, men lade alle disse Momenter smelte sammen i en Helhedsanskuelse, indenfor hvilken Alt bliver helligt. Ikke ved som nu at helliggøres af et bestemt Menneskes •—- Jesu — Aand, nej, helligt ene og alene ved at forsøge at virkeliggøre sine egne højeste Udviklingsmuligheder. • Jeg har allerede fremhævet, at vor Samtids Kultur — i hvilken Virkningerne af Selvhævdelsens saa vel som