i 6 8 INDIVIDUALITET. af Uselviskhedens Sejre og Nederlag er blandede mellem hverandre — lige saa lidt kan kaldes udelukkende et Resultat af Kristendommen som Kristendommen blot et Resultat af Kulturen. Hver Idé, ligesom ethvert Menneske, har en Fader og en Moder: den skabende Genialitet og den Folke- og Tidsbevidsthed, som den geniale Aand gør frugtbar. Den saaledes fødte Idé indgaar senere, naar dens Tur kommer, nye Forbindelser og faar Efter- kommere, som i det Uendelige forplanter dens Livskraft, medens selve den oprindelige Idé fylder sin Tids Maal, ældes og dør. Som Religion — med andre Ord: som positiv Aabenbarelse af Livets Grund, Livets Pligter og Livets Maal — traadte Kristendommen ved Reformationstiden ind i sit Alderdomsstadium. Indtil da havde enfoldig Tro og ren Uselviskhed været Idealet. Hvor meget end de enkelte Individer indenfor den katolske Kirke har syndet mod Idealet, Katolicismen forkyndte dog — som før omtalt —, at den store, absolute Forsagelse af alt Eget, Alt, hvad der var blot naturligt menneskeligt, var det fuldkomne kristne Liv. Da Kristendommen blev forkyndt, havde Antiken allerede mistet den gode Samvit- tighed, med hvilken den havde søgt Livsnydelsen og følt Livsglæden, med hvilken den, i Glæden eller Sinds- styrken, havde hentet Mod til at leve. Man hengav sig ikke længer barnligt til den jordiske Tilværelse, man tænkte over den og følte sig derved allerede som Aand i Modsætning til den sanselige Verden. Der- for var Antiken beredt til at modtage Kristendommens Lære: at ikke det timelige Liv, men Evigheden, ikke Sansernes Liv,- men Aandens, ikke Menneskelivet i sin