Note:
Translator Zelma Petersen is or might still be alive.
Therefore, this work is protected by copyright,
restricting your legal rights to reproduce it.
However, you are welcome to view it on screen, as you do now.
Read more about copyright.
Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Individualitet - Selvhævdelse og Selvopofrelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 169
oprindelige Natur, men det frelste Menneskes Tilværelse
var det sande Liv.
De fleste Mennesker blev imidlertid ikke saadanne
nye Skabninger, saadanne fra Jorden bortvendte, fra sit
eget Jeg bortdøende Mennesker. Den katolske Kirke
tillod Masserne — paa visse Betingelser — at nyde
Livet og dog vinde Saligheden. Men Protestantismen
fordrede af Alle et personligt Forhold til Kristendom-
men. Og medens der saaledes indenfor Katolicismen
blev levet et naturligt Liv ved Siden af det kristelige
Liv, maatte — i Protestantismen — alt det Naturlige
kristeliggøres. Da kun Mindretallet kunde virkeliggøre
det højeste Liv, anerkendte den katolske Kirke to Slags
Moral, en lettere, der blev Flertallets, og en streng, der
fordrede Alt. Protestantismen nedbrød denne Skillevæg
mellem Lægmand og Klerk, mellem Profant og Helligt,
paa samme Tid som den gav den Enkeltes Samvittighed
og Fornuft Ret til Prøve overfor Autoriteten. For Læg-
mand blev saaledes Opfattelsen baade af Troen og Livet
uddybet. Men samtidig hermed blev hans Samvittighed
mere foruroliget, hans Ansvar forhøjet. Snart mægtede
man imidlertid ikke at bære sin Frihed, men skyndte
sig at lægge Menneskelivets Omraader ind under et nyt,
i mange Tilfælde haardere Tryk, end den katolske Kirke
havde øvet. Protestantismen, hvis Væsen er Halvhed,
opstillede nye Autoriteter for Spørgsmaalet om Profant
og Helligt og opstillede nye Dogmer til nye Grænser
for Samvittighedens og Fornuftens Ret. Med al denne
Halvhed havde dog det sekstende Aarhundredes »Vantro«
inderst inde just det Livsprincip, fra hvilket Nutidens
»Vantro« stammer: Hævden af det menneskelige Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
