SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 169 oprindelige Natur, men det frelste Menneskes Tilværelse var det sande Liv. De fleste Mennesker blev imidlertid ikke saadanne nye Skabninger, saadanne fra Jorden bortvendte, fra sit eget Jeg bortdøende Mennesker. Den katolske Kirke tillod Masserne — paa visse Betingelser — at nyde Livet og dog vinde Saligheden. Men Protestantismen fordrede af Alle et personligt Forhold til Kristendom- men. Og medens der saaledes indenfor Katolicismen blev levet et naturligt Liv ved Siden af det kristelige Liv, maatte — i Protestantismen — alt det Naturlige kristeliggøres. Da kun Mindretallet kunde virkeliggøre det højeste Liv, anerkendte den katolske Kirke to Slags Moral, en lettere, der blev Flertallets, og en streng, der fordrede Alt. Protestantismen nedbrød denne Skillevæg mellem Lægmand og Klerk, mellem Profant og Helligt, paa samme Tid som den gav den Enkeltes Samvittighed og Fornuft Ret til Prøve overfor Autoriteten. For Læg- mand blev saaledes Opfattelsen baade af Troen og Livet uddybet. Men samtidig hermed blev hans Samvittighed mere foruroliget, hans Ansvar forhøjet. Snart mægtede man imidlertid ikke at bære sin Frihed, men skyndte sig at lægge Menneskelivets Omraader ind under et nyt, i mange Tilfælde haardere Tryk, end den katolske Kirke havde øvet. Protestantismen, hvis Væsen er Halvhed, opstillede nye Autoriteter for Spørgsmaalet om Profant og Helligt og opstillede nye Dogmer til nye Grænser for Samvittighedens og Fornuftens Ret. Med al denne Halvhed havde dog det sekstende Aarhundredes »Vantro« inderst inde just det Livsprincip, fra hvilket Nutidens »Vantro« stammer: Hævden af det menneskelige Jeg