SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. demokratiske Aarhundrede. Dets inderste Tendens har en Tænker træffende betegnet som panteistisk, som Stræben efter at nedbryde først Grænserne mellem Men- neskene indbyrdes, derefter Grænserne mellem Naturen og Mennesket og tilsidst Grænserne mellem Mennesket og Gud. Og denne Tro paa Menneskets og Naturens Enhed, paa det Lovbundne i alt, hvad der sker — denne Tro er Monismen. Fra dette ene Synspunkt bliver dette Aarhundredes sociale og religiøse, videnskabelige og literære Bevægelser fuldtud forstaaelige. Nutidens »Vantro« indeholder denne nye Enheds- Tro, der vil fremgaa af vort Aarhundredes Renæssance, Humanisme og Protestantisme. Teorien om Idealmennesket er just en af sidst- nævntes Faser. Denne Teori har havt sin historiske Opgave som en af Forberedelserne til nysnævnte Enheds- Opfattelse af Tilværelsen. Men eftersom Monismen for- kaster al Dualisme og opfatter Tilværelsen som et orga- nisk Hele, hvor derfor ingen Egenskab, Kraft og Drift kan tænkes undværlig for det Hele eller i Grunden ond — saa udelukker den Begrebet Synd i kristelig Forstand. Men da maa den ogsaa udelukke Trangen til Frelse saa vel som til en Guds eller et Idealmenneskes Aaben- barelse for at udføre denne Frelse. Det er — som i Begyndelsen fremhævet — om Idealmenneske-Opfattelsen af Jesu Betydning for Menne- skeheden, Kristendommens sidste Kamp for Tilværelsen udkæmpes. Dette sker nu med lige saa daarlige Vaaben som dem, Lessing søgte at fravriste sin Tids Fornuft-Kristne, de, der var »alt for lidt Teologer,