PERSONLIGHEDENS FRIHED. 1 9 1 det Øjeblik var Slave af sin egen Drift eller af Sæd og Skik. Den helt frigjorte Personlighed begaar imidlertid ingen saadanne Synder og næppe andre heller! Han kan give alle sit Væsens Kræfter og Magter fuld og fri Raadighed, fordi han har dem i sin Haand og kan styre dem ved den ringeste Bevægelse — som den øvede Sømand sit Fartøj, den sikre Rytter sin Ganger. Han føler den Nydelse, det er at kunne tillade sig at gaa saa vidt, han vil, og dog aldrig gaa for vidt, at lade hele sit ubevidste Jeg spontant vælde frem i Bevidsthed om, at intet Lavt eller Smaat, intet Raat eller Uskønt kan komme for Dagen. Jorden ejer ingen ædlere Rus end denne, den helt frigjorte Personligheds stolte, magtud- straalende, selvherlige Lykke. Hos et saadant Menneske kan man ikke opdage Fejl, kun Grænser. Men indenfor Grænserne for sine egne Muligheder er Personlighedens Materiale udviklet til Fuldkommenhed. En virkelig Personlighed kan i hvert Fald — selv førend dette højeste Udviklingstrin er naaet — kun fejle paa sin egen Maade, efter sit Væsens Lov. Thi hos det Jeg, der er fast og helstøbt, hører Fejlene sammen med Karakterens Stil som Skyggen med Skikkelsens Form. Ja en Karakter vælger undertiden at beholde en Fejl, der er uopløselig forbunden med en vis Styrke, men han værger og værner ikke de Fejl eller Dyder, til hvilke han staar i et upersonligt Forhold. Og han vælger med ufejlbarligt Instinkt det, der har højest Værd for hans Temperament, hvad enten dette er en Glæde eller Smerte, Daad eller Drøm, Dyd eller Udyd. For et saadant Menneske er det i bogstavelig Forstand umuligt at begaa en