1 9 2 INDIVIDUALITET. Forbrydelse af ubehersket Drift eller Lidenskab. Ea gennemarbejdet Udformen af egen Individualitet medfører desuden en stedse finere Følelse af Grænselinierne for det Ejendommelige, pgsaa i dets Forhold til Andre. Den, der forstaar sig Selv, sine virkelige Behov, der er varsom og vælgende, der aldrig lader sig nøje med Mindre end det ham mest Egne og aldrig lader sig for- lede til at overskride sine egne Grænser, han bliver ogsaa hensynsfuld overfor Andres Ejendommeligheder. Men sker det, at han ikke bøjer sig for en Andens Ejendommelighed, en Andens Ret eller en vis Samfunds- lov, da er det, fordi hans Samvittighed ikke kan god- kende denne Ejendommelighed, Ret eller Lov. Han krænker dem da ikke, dreven af ufrie Impulser, men med fuld og klar Bevidsthed. Og da han — for sit eget saa vel som for Andres Vedkommende — hader al unødvendig Lidelse, saa har han udviklet det Mod, som fordres for at tilføje en nødvendig. Men der findes hos ham ikke et eneste Gran af den Raahed, der unødigt besudler sine Hænder med Blod ved haarde Tag omkring en Andens Hjærte. Man kan have et tryggere og roligere Liv end In- dividualistens, dersom man hører til Flertallet, Passagererne paa den store Damper, der under Samfundsmoralens Flag fører os trygge over Bølgerne. Hver især har kun at forholde sig passiv for at komme i Havn. Men ved den store Dampers Side ser man, hvordan Ene i skrøbeligt Fartøj vover En Sejlende sig paa det vide Hav . . .