PERSONLIGHEDENS FRIHED. 1 9 3 Vover sig ud under uendelig større Fare, men med uendelig større Kraftanspændelse, Herskerfølelse og Livs- fylde. Rigtignok hører man — f. Eks. ved Protestantismens Jubelfester —, at Enhver nu har sin højeste Dommer i sin egen Samvittighed. Men saa snart man vil hævde dette. Individualismens, Princip, skynder Ordenens Vog- tere sig at fremhæve; hvorledes en saadan Subjektivisme vilde gøre alt Samfundsliv umuligt! Nu er det imidlertid saa, at Flertallets Samvittighed endnu stedse mere bestemmes af det Nedarvede end af det Individuelle; at den i de fleste Tilfælde kun er et Ekko af den sociale Retsbevidsthed. Hvad man just trænger til, er at udvikle sin egen personlige Sam- vittighed — den eneste virkelige Samvittighed. Og denne Udvikling kan ogsaa finde Sted ved Fejlgreb, thi »dersom Samvittigheden tager fejl, kan den kun opdage det, naar den har faaet Lov at gaa sin egen Vej.« Derfor er det, at al vedholdende Tvang, Staten øver mod den Enkeltes Samvittighed, i Længden bliver til Statens egen Skade. Thi Samfundssamvittigheden vokser, forfines og hæves kun under gunstige Betingelser for den personlige Samvittigheds Frihed, det vil sige, naar Indi- viderne kan leve efter deres egen Samvittighed og under eget Ansvar. Derved opstaar saadanne Konflikter og Situationer, ved hvilke Enhvers Samvittighed vækkes til 13