PERSONLIGHEDENS FRIHED. 1 9 5 I dette Punkt er det, en Idealist viser sig konserva- tiv eller radikal. Den konservative Idealist tror, at Sam- fundet — saa vel som Familien, Kirken, Fædrelandet — under sin nuværende Form er evige Ideer eller afsluttede Udviklingsformer. Den radikale Idealist vover at tænke sig, at alt det Bestaaende — Stat, Religion, Ægteskab — kan blive anderledes og bedre. Denne Tro mødes med den Mistro, der er det Nærværendes Selvopholdel- sesdrift overfor det Vordende. Denne Tvivl er Alder- dommens tragiske Angst, Tvivlen paa Livet og Livets store Lov, Fornyelsen. Hvad det Forældede i Tiden allermest frygter, er Personligbedens Frigørelse. Hvad det Unge i Tiden allermest haaber paa, er denne Frigørelse, der vil føre til, at Tilværelsen ikke længer fyldes af ufrugtbar »Ide- alitet«, men af virkeliggjorte Idealer. Da vil det vise sig, ikke at det Gode er Lykken, saaledes som Kristendommen har præket, men at Lykken er det Gode. Og denne Lykke bliver mulig, naar Indi- vidualismens Kultus er bleven religiøs, naar alle andre Livsinteresser samles i den. De, der bekender denne Religion, vil — som jeg ovenfor bemærkede — faa en særlig øm Samvittighed, hvor det gælder at følge sin egen Dæmon, gælder at prøve sine Handlinger efter, hvad man aner som sit eget Væsens højeste Muligheder. Selv en Handling, der hverken skader Andre eller Individet selv — ja, som ingen Andre end han selv kender — kan, dersom den har grebet forstyrrende ind i Karakterens Stil, aarevis græmme Individualisten, som et uhjælpeligt Fejlhug af Mejslen græmmer Billedhuggeren. Derimod kender han 13*