1 9 6 INDIVIDUALITET. ikke til Brøde-Følelse over for nogetsomhelst andet Ideal end sit eget — en Brøde-Følelse, der altid følger den, der nødes til at sammenligne enhver kraftig Til- skyndelse, enhver spontan Handling med et ude fra givet Mønster. Til Eksempel — hvor mangen Kristen, der har en stærk Selvfølelse, tilbringer ikke en Del af sit Liv paa Knæ for at tvinge sig til Ydmyghedens Bekendelse: at han selv Intet er værd! Hvor mangen Kristen, der af Naturen har en levende Retfærdighedsfølelse eller be- stemte Sympatier, har ikke kæmpet paa samme Maade for at tilgive en Forurettelse og vedblive at elske den, der har begaaet den! Lykkes det ikke, vedbliver det at tynge paa hans Samvittighed, og med god Grund, thi da har han ikke naaet sit Forbillede. — Den derimod, der hylder Individualismens Etik, anser Selvfølelse for berettiget i saa vid Udstrækning, som man kan virkelig- gøre de Muligheder, den forespejler. Og han betragter den Tilskyndelse, der — paa Grund af visse Erfaringer — faar ham til for bestandig at stille en Person uden for sin Sympatis Sfære, som en Del af sit individuelle Selv- bevarelses-Instinkt. Eftersom Individualisten indrømmer en Andens Ret til at have en Personlighed, der er ham selv usympatisk, bliver Hævnlyst ham lige saa umulig som Tilgivelse. Men han udsletter ganske simpelt et saadant Menneske af sin Sjæl; det tilhører for Fremtiden en anden Race, en anden Tid end hans. Dette belyser, hvorledes Brøde-Følelsen i kristelig Forstand ophører, naar Menneskene ophører at være Kopier efter den kristne Original. Men dette medfører ikke Tøjlesløshed. Indi- vidualistens Bevægelses-Frihed adskiller sig fra Tøjlesløshed paa samme Maade som Atletens Kraftprøve fra Barnets